Nyheder
imported

Ferietips fra turistbureauet

Ad Brændevinsstien til…Nørre Sø i Blokhus Klitplantage - et Tankested

VisitJammerbugten giver skønne ferietips 

Tekst: Lotte Kande (redigeret) – Foto: Blokhus Medier

Duftende nåletræer og naturens egne lækkerier lige til at putte i brændevinsflasken til produktion af din helt egen bjesk. Det er blot nogle af de naturherligheder, som området omkring Nørre Sø i Blokhus Klitplantage byder på. Det er et godt sted at sætte sig for at nyde stilheden og den storslåede natur og bare lade tankerne flyve. Derfor har Visitjammerbugten udvalgt stedet som et af kommunens Tankesteder.

Skovsøerne

De to skovsøer, Nørre Sø og Søndre Sø, er ved udnyttelse af terrænets muligheder skabt ved skovdistriktets medvirken. Ved Nørresø er der en åben plads med bænke og borde – Tankestedet – hvorfra man kan overskue søområdet. Søen spejler på næsten magisk vis himmel og omgivelser, så de virker endnu klarere og farvemættede end i virkeligheden.

Stedet ligger på Brændevinsstien, der snor sig i det flade landskab bag klitterne. Bevoksningen er mest granskov i forskellige aldre.

Plantagen og landskabet

Hele Blokhus Klitplantage er 642 hektar stor. Størstedelen er skovbevokset. Med sin beliggenhed i et udpræget udflugts- og turistområde er plantagen besøgt året rundt af landsdelens beboere og dens mange gæster.

Landskabet som isen efterlod sig ved slutningen af sidste istid for cirka 12.000 år siden har i det sydvestlige Vendsyssel et roligt præg med store fladkuplede bakker dannet af et fremadskridende isdække.

Blokhus Klitplantage ligger på en moræneø, det vil sige at landskabet er lavet af isen, og at området har været en del af en ø såvel i lshavet som i Stenalderhavet. Morænelandets ler og bakkesand er senere blevet dækket af et lag flyvesand af varierende tykkelse.

Det er altså historien og mennesket, der sammen har skabt dette frodige kystlandskab, der absolut er et besøg værd – husk madpakke og termokaffe.

Hos VisitJammerbugten i Blokhus kan du hente folderen omkring Blokhus Klitplantage samt finde yderligere inspiration til flere skønne ferietips.

Læs om fantastiske oplevelser og events