Nyheder
imported

Festival og Skt. Hans i skøn forening

Stor succes med Skt. Hans arrangement i Blokhus

Tekst: Lars Bisgaard – Foto: www.ullajensen.com og Lars Bisgaard

 

Årets Skt. Hans i Blokhus blev en kæmpe succes.

Destination Blokhus skønner at besøgstallet i år var et af de største nogensinde.

Tovholderen bag det hele, Michael Krause, -restauratør på Lanternen, var meget tilfreds med arrangementets forløb.

Destination Blokhus har en målsætning om at gøre det årlige Skt. Hans arrangement til en større event, og i år havde man således lavet samarbejde med Nordsøfestivalen, som havde besøg af 22 Norske skoleorkestre.

 

Liv og glade dage

Skt. Hans festlighederne bød på børnebål og snobrødsbagning og snobrødsdejen gik som varmt brød. Der blev bagt til den store guldmedalje ved opsatte bålfade.

Aalborg Postorkester var på scenen på Torvet, og gav en halv times koncert.

Da den var slut deltog orkestret i Nordsøfestivalens traditionelle musik-stafet, hvor orkestrene skiftes til non-stop at spille.

Stafetten udvikler sig altid til en konkurrence om hvem der holder længst ud, og det sidste orkester stoppede kl. 22.30!

En halv time før båltænding var der anderæs på programmet nede ved Fiskernes Hus. Som sædvanlig gik der sport og leg i den sjove aktivitet som vakte stor begejstring på stranden.

 

Bålet
Som noget nyt havde man i år valgt at tænde Skt. Hans bålet kl. 20.00.

– Det har vi besluttet af hensyn til børnefamilierne, fortalte Michael Krause.

Så et kvarters tid, før gik fem af skoleorkestrene i march fra torvet ned mod bålet på stranden.

Det var et fantastisk skue der mødte de mange gæster på stranden, og orkestrene blev klappende modtaget i bedste Tour De France stil. Spætte var selvfølgelig også på besøg.

Årets båltaler var byrådsmedlem Jens Christian Golding, og som sædvanligt stod Saltum Spillemændene for de musikalske indslag på stranden.

Læs om fantastiske oplevelser og events