Nyheder
imported

Finhvalen kommer tilbage til Blokhus

Sandskulptørerne har i lidt over en uge været i gang med at gøre de 10 store sandskulpturer klar til åbningsindvielsen d. 14. maj. Den anerkendte sandskulptør Daniel Doyle fra Irland, vil skabe den helt store Finhval.

Der er sket meget i Skulpturparken på blot et halvt år. Hele parken er blevet bygget op på ny – en investering på over 3 millioner. Der er bygget helt nyt parkområde med sansehaver, indsat skulpturer i forskellige materialer, lavet springvand, stisystemer, alverdens beplantninger, sat større fokus på børneområder, oplevelsesrum og på de 10 store sandskulpturer, som i år kan ses i tredimensionel effekt. – Så I kan godt glæde Jer til et endnu smukkere syn med mange nye sanselige oplevelser, når vi holder åbningsindvielse i Skulpturparken pinselørdag d. 14. maj, fortæller en stolt – men også ydmyg indehaver John Andersen.

Finhvalen kommer ”hjem”

De anerkendte sandskulptører fra hele verden, skal i år forme tredimensionelle skulpturer ud fra temaet ”Verdens vildeste dyr”. – Det vil sige, at skulpturerne udstrækker sig i tre dimensioner. Gæsterne kan gå rundt om dem, de er i rummet på samme måde, som vi er det, forklarer John Andersen mens vi går rundt i parken. Og akkurat som man kunne gå rundt om den store Finhval på stranden i Blokhus i Vinterferien uge 8, kan man til åbningsindvielsen d. 14. maj også gå rundt om finhvalen lavet i gyldent sand. – Vi arbejder stadig på, at få den rigtige Blokhus-hval tilbage til Blokhus, men indtil da har den dygtige Daniel Doyle fra Irland kreeret sin fantastiske version i sand, forklarer John Andersen med et smil. Foruden Finhvalen bliver der bl.a. også lavet en kæmpe gorilla af Helena Bangert fra Holland, en Tiger af Michelle Heessels fra Holland, ulve af Stephane Roberts fra Canada, Bjørne af Michela Ciapinni fra Italien og en række andre skulpturer.

ÅBNINGSINDVIELSE PINSELØRDAG D. 14. MAJ KL. 11.00

Af den store 20.000 m2 skulpturpark med sansehaver. Borgmesteren klipper snoren, der afholdes åbningstaler og show med Blokhus Kanonlaug, mens Brovst Pigegarde underholder. Skulpturparken Blokhus har åbent dagligt fra d. 5. maj til d. 30. oktober.

HUSK OGSÅ: INTERNATIONAL TRÆSKULPTUR FESTIVAL

3.-4.-5. juni kl. 10-17

Læs om fantastiske oplevelser og events