Tekst og foto: Lotte Kande
Joan og Thomas bor oprindeligt ved Lundø i Midtjylland, de er driftige, innovative, unge og har et godt kendskab til lysbranchen. Samtidig har de også en kærlighed for Blokhus-området og med det i mente, – er det et ”match made in heaven”, smiler Joan, da Blokhus avis møder hende i butikken umiddelbart efter overtagelsen af den store lysforretning.
Vilde med Blokhus
-Vi er kommet i Blokhus i mange år, vi er vilde med området, menneskene her, lunen, hyggen og det autentiske miljø. Den sydlandske stemning på en sommeraften og vindens susen på en kold vintermorgen. Blokhus har et driftigt handelsliv, gode velassorterede butikker og lækre spisesteder. Og da muligheden for selv at skabe erhverv netop her bød sig, var vi ikke i tvivl. Vi så spændende muligheder i at overtage Blokhus Lys, fortæller Joan.
Vi tænder flammen
Butikken skal nu optimeres og gøres tidssvarende men stadig med respekt for at bevare sjælen. – Vi tænder flammen, siger Joan og fortsætter. Omdrejningspunktet bliver helt sikkert et større fokus på lys, vi indkøber et større sortiment af lys, nye spændende farver og former og samtidig vil vi igen vække liv i den spændende afdeling med dyp-selv lys, hvor der er mulighed for, at hele familien sammen kan hygge sig og forme og designe sine egne lys.
I april vi freelance decorator & stylist, Conny Riis optimere butikken med respekt for den sjæl der ligger gemt på stedet. Også pigerne, Louise og Pia vil fortsat være at træffe i butikken og kan dermed være med til at videreføre traditioner og nytænkning.
En fælles drøm
Joan, der oprindeligt er uddannet sygeplejerske og klinisk vejleder har valgt at tage orlov fra sit nuværende arbejde pr. 1. maj. Herefter vil hun lære stedet og dets arbejdsgange at kende, inden hun forventer at være en fast del af butikken fra 1. august. Hendes mand, Thomas der er vant til faget vil fortsat være beskæftiget i hans eksisterende job.
– Jeg vil være Blokhus Lys ansigt udadtil og Thomas vil være min store hjælp ”back-office”, siger Joan og fortsætter, vi gør alt sammen og denne drøm om at overtage Blokhus Lys er således også et fælles projekt. Vi har valgt at kaste os ud i endnu en udfordring og for de der kender os bedst, er det sandsynligvis ikke en overraskelse. Nu glæder vi os meget over hvad fremtiden bringer og vi ser frem til at komme i arbejdstøjet og møde områdets lokale og gæster, afslutter hun.