Brovst Borgerforenings Borgerløb fredag 5. august blev endnu en gang en succes med flere end 100 deltagere på de forskellige ruter.
Præmier og medaljer
Arrangementet var optakt til Brovst By Night og bød på 5 kilometers gåtur med kaffe og kage på Pletten i Gl. Brovst arrangeret i samarbejde med Gl. Brovst Beboerlaug.
Desuden var der rundeløb for alle børn med flotte præmier og medaljer, ligesom der var 5 og 10 kilometers løb med præmier.
150 kuverter
Der gratis t-shirts sponsoreret af Sparekassen Danmark til alle deltagere, og efter løbet serverede borgerforeningen en menu med helstegt kylling, flødekartofler og salat – i alt 150 kuverter.
– Vi er super glade for den store opbakning til borgerløbet trods blæsevejret, og trods at der var arrangementer i mange andre byer omkring os, siger en glad Maria Appel, formand for Brovst Borgerforening.
Noget for alle
Det er 3. udgave af løbet, som blev grundlagt med et tilskud fra Jammerbugt Kommune i forbindelse med at starte aktiviteter efter coronaen for 3 år siden.
– Lige siden har vi arrangeret borgerløbet med tilskud fra henholdsvis Nordea Fonden og Sparekassen Danmark, fortæller Maria Appel.
Borgerløbet skal skabe mangfoldighed til By Night og er tilbud til alle på tværs af alder. Samtidig giver det reklame til vores gå-gruppe, som er på tur 2 gange om ugen, ligesom borgerløbet er med til at vise vores stier frem, siger Maria Appel.