Aabybro

Flot opbakning til Moseløbet trods forhindringer

– Selv om der ikke bliver den samme fest og glade rammer om det årlige Moseløbet i Biersted, så bliver det gennemført Grundlovsdag, fredag 5. juni klokken 16, og det sker med en flot opbakning trods Corona-restriktioner.

Sponsorløb aflyst
– Der plejer at deltage omkring 110 til 130 i det ordinære løb på fem eller 10 kilometer. Torsdag middag er der 91 tilmeldte og man kan melde sig til, indtil løbet starter fredag klokken 16, siger Henrik Skøt på vegne af arrangørerne, Biersted IF.
– Med sponsorløbet for børnene plejer vi at nå op over 200 deltagere, men i år har vi måttet aflyse børneløbet, desværre, siger han.

Fælles opvarmning på afstand
Løbet finde sted på den samme rute i Biersted by som de senere år, men i stedet for en fælles start ved hallen, hopper man på ruten nærmest sit hjem.
Arrangørerne vil så fra Biersted Hallen via Facebook sende den fælles opvarmning live samt et startskud, hvorefter deltagerne løber på ruten den samme vej rundt – og med afstand.
– Når de kommer forbi hallen, bliver der taget fotos, og vi hepper på dem, fortæller Henrik Skøtt.

Indsamling
Med aflysningen af sponsorløbet, hvor forældre og bedsteforældre er sponsorer for børnene, har Biersted IF i stedet oprettet en indsamling til fordel for indkøb af legeredskaber ved hallen, ligesom deltagerne i det ordinære løb hver betaler 75 kroner for at deltage.
Løberne er så med i en lodtrækning om sponsorgaver.
Normalt plejer idrætsforeningen at tjene 30.000 kroner på Moseløbet.

Læs om fantastiske oplevelser og events