Olympia Design, som er beliggende i erhvervsområdet i Pandrup, er en lokal virksomhed, der fremstiller flotte plankeborde. Virksomheden, der er ejet af snedker Daniel Ricardt Jensen, har specialiseret sig i fremstillingen af bordene og det har han beskæftiget sig med de seneste 5 år. Firmaet afsætter mange borde til erhvervsvirksomheder, men de vil gerne gøre opmærksom på, at produkterne i lige så høj grad er henvendt til private. Bordene bliver udarbejdet i forskellige træsorter og forskellige prisklasser. Det er lige fra de klassiske gransorter til ask og eg eller de mere luksusprægede som eksempelvis amerikansk valnød. Daniel Jensen fortæller videre, at de nyeste sorter er kampu og akacie, som han har importeret fra Thailand og Vietnam, og de massive planker herfra har et enormt flot spil i årene. Bordene er rustikke og stilrene og med en flot mørk kerne, der tilfører en dejlig varme til rummet. De står godt som kontrast til de lyse gulve og køkkener, som ofte findes rundt omkring i de danske hjem idag, siger indehaveren. – Man kan både få de almindelige plankeborde, men også bordene, der kaldes rivertable. De er bare endnu ikke slået så godt igennem på det danske marked.
Navnet rivertable stammer fra USA, og det er plankeborde hvor epoxy støbes ind i, så det ligner en flod, der adskiller plankerne.
Epoxymaterialet tilbydes i flere farver, og helt efter eget ønske, så det passer til ens egen bolig.
-Det er derfor muligt at sætte sit eget personlige præg på bordene, og det synes jeg er spændende, siger Daniel R. Jensen, fremfor måske at investere i de standardborde, som findes i forskellige bolighuse.
Prisen er næsten den samme, og så synes jeg det kunne være sjovere med et bord, hvor man selv kan vælge udseendet.
Firmaet er certificeret i at arbejde med epoxy, og det er ikke et sundhedsskadeligt materiale, når det er hærdet op, uddyber han.
Priserne afhænger af bordets størrelse, men ligger lige fra 5.000 kr. for de billigste træsorter og helt op til ca. 60.000 kr. for et bord eksempelvis i kamputræ. Leveringstiden er 6-8 uger.
Men virksomheden fastslår, at der laves noget i hele spektret og alt efter behov. Kunder er meget velkomne til at henvende sig på forhånd og lave en aftale, så man kan komme ind på værkstedet og afstemme forventninger og ønsker.