Ikke bare piloterne var flyvende i forbindelse med årets afvikling af Blokhus Fly-In den 17. august. Når Erhvervsforeningen Destination Blokhus her efterfølgende ser tilbage på dagens forløb, så når begejstringen også op i himmelske højder. Gæster i hobetal havde sat kursen mod Blokhus strand denne eftermiddag og arrangørerne anslår, at der i år var op imod 10.000 besøgende.
For at sikre sig et perfekt udsyn havde de sat sig godt til rette i klitterne eller taget opstilling bag afspærringen langs landingsbanen – helt klar til at opleve når de 20 piloter demonstrerede perfekte landinger på den noget alternative landingsplads.
-Det var en helt fantastisk dag. Blokhus viste sig fra den bedste side, fortæller eventansvarlig Jannie Ratke på vegne af arrangørerne.
Vejrudsigterne bliver altid fulgt med spænding lige til sidste sekund, for begivenheden kræver gode vindforhold, fortsætter hun. Og denne søndag kvitterede vejrguderne med helt perfekt vejr, og gæsterne kunne derfor igen i år glæde sig til en helt enestående flyve-oplevelse leveret af de dygtige piloter m/k, hvor den yngste var blot 22 og den ældste havde nået 80 år.
Akrobatik, formationer og redning
Michael Lygum kickstartede programmet med akrobatik i hans selvbyggede røde flyver. Det blev både til tønderul og loop til publikums store begejstring. Han blev afløst af 3 stk. KZ-flyvere, der fløj i formation hvorefter de landede 1 efter 1 på den brede hvide sandstrand.
Forsvarets Operative Kommando besøgte også Blokhus, hvor de med den store redningshelikopter demonstrerede en Search and Rescue mission over havet. Efterfølgende var der Meet & Greet, og gæsterne fik lejlighed til at hilse på og se nærmere på helikopteren.
Udover de mange flotte fly var der også udstilling af svævefly. Flyverhjemmeværnet var på besøg og gæsterne kunne prøve en Draken simulator og føle, hvordan det er at styre et jagerfly. Samtidig havde Falck fra Pandrup taget turen til stranden, og i den forbindelse var der mulighed for at kigge nærmere på en rigtig brandbil.
-Vi har også indtryk af at de mange gæster brugte byen i forbindelse med Blokhus Fly-In. En del benyttede f.eks. lejligheden til at besøge byens restauranter, og hele eventen afholdes naturligvis også med det formål at brande området og generelt trække gæster til Blokhus ved at afholde en helt unik event, slutter Jannie Ratke.
Arrangørerne er nu klar til at kigge frem mod Blokhus Fly-In 2026, som afholdes søndag den 16. august.