Blokhus

Fønix og Fårup Sommerland er på toppen

(Foto: Poul Nymark)
Det er næsten en underdrivelse at sige, at Fårup Sommerland har oplevet en flot start på sæsonen. Forlystelsesparken har haft rigtig mange glade gæster forbi op til, under og efter påsken, og det kan ses allerede nu.
– Sammenlignet med 2019, hvor vi også havde åbent i påsken, så har vi haft dobbelt så mange besøg i denne påske og den efterfølgende weekend, fortæller en glad direktør Niels Jørgen Jensen.
– Dog er der den forskel, at i 2019 åbnede vi først skærtorsdag. I år åbnede vi lørdagen før påske, altså 5 dage tidligere, men det er stadig meget flot, tilføjer han.

Populære Fønix
Direktøren lægger i høj grad også vægt på, at det ikke kun er i Fårup Sommerland, men i hele destinationen, at man kan se tilbage på en fremragende påske.
Et par kølige dage blev efterfulgt af det flotteste vejr, og det have betydning – men endnu større forskel gør Fønix.
– Vi er selvfølgelig meget tilfreds med den flyvehøjde, som Fønix når, og den bredde, som den har blandt publikum. Det er jo alle lige fra de 6 til 7-årige, som er over 120 centimeter høje, til de ældre, der vil prøve den, fortæller Niels Jørgen Jensen.

Tysk og norsk
Det har også være en succes at invitere til koncerter med aktørerne fra både mgp samt X Factor, og så er turisterne tilbage.
– Vi kan høre, at der bliver talt tysk og norsk på stierne, og det kan vi naturligvis godt lide. Men vi har også en stor fremgang i salget af sæsonkort, så det er også nordjyderne, der bakker op om os. Det er meget positivt, lægger Niels Jørgen Jensen ikke skjul på.

Læs om fantastiske oplevelser og events