– Daniel Dziemieszka forklarer skabelonøvelserne, mens otte drenge fra U12-holdet lytter tålmodigt og går derefter i gang med at aflevere og tæmme bolden med venstre, så den straks kan afleveres videre med højre.
Spild af godt vejr
Det er første dag på træningsbanen på Jetsmark Stadion for de 22 drenge fra Jetsmark IF, og Daniel Dziemieszka er ikke i tvivl om, at de har glædet sig. Og det har han også selv.
– Utroligt meget. Det har været surt at sidde hjemme i to måneder og se alt det gode vejr gå til spilde, fortæller han.
Daniel Dziemieszka har været træner for holdet i nu to år, og før da var han i tre år træner for de nuværende U-15 drenge.
Det har været irriterende
U12-drengene er delt op i tre grupper på tre baner for at overholde restriktionerne, og de skal ikke bygge formen op fra 0, da de selvfølgelig har selvtrænet derhjemme.
En af dem er 11-årige Marcus Nielsen.
– Det har godt nok været irriterende ikke at kunne komme til træning. Det er svært at holde sig motiveret. Jeg har savnet det mega meget, så det er dejligt at komme i gang igen, fortæller han.
Der også blevet snakket meget om fodbold henne i skolen og om, at nu skal de til træning.
Favoritten
Marcus Nielsen spiller forsvarer.
– Det er sjovt at stoppe angriberne, når de kommer løbende hen mod en, fortæller Marcus, der (selvfølgelig) har Liverpools forsvarsspiller, Virgil Van Dijk som favoritspiller.
Jetsmark IF bruger seks 11-mands baner i brug til træningen for alle hold, og det foregår i tre rul hen over dagen.
- 16.45 – 18.15
- 18.30 – 20.00
- 20.15 – 21.45
Det betyder, at alle hold får to træningstider.
Den ene i perioden mandag til torsdag og den anden fredag til søndag.
– Desuden er der ledige tider til, at man kan træne tre gange om ugen, hvis man vil det, oplyser Bøje Lundtoft, formand for Jetsmark IF og Jammerbugt FC.
Hos Jetsmark IF holder man fast i, at der kun er 10 personer på en 11-mands bane, selv om DBU har blødt op og tillader, at man må dele en 11-mands bane op i fire 5-mands baner, så der reelt kunne træne fire grupper af 10 personer på en 11-mands bane.