Blokhus

Forbudt for voksne

Efterårsferie i børnehøjde med papirklip

Synes dine børn et museum er alt for kedeligt at besøge? Men det gør sig ikke gældende hos Museum for Papirkunst i Blokhus – og slet ikke i efterårsferien. Her er kunsten nemlig i børnehøjde, og oplevelsen bliver til et legende eventyr, hvor nysgerrigheden får frit spil.

Når børnene træder ind, får de udleveret en gratis aktivitetskuffert – og ja, den er forbudt for voksne! Den er fyldt med sjove opgaver, krea-lege og redskaber, som gør det ekstra sjovt at gå på opdagelse i udstillingerne.

I efterårsferien er der workshops alle hverdage 13-15, hvor børnene guides i at lave efterårsinspireret pynt i papir. -Bl.a. skal vi lave lysfangere og folde fugle, fortæller museet.

Lige nu kan børnene blandt andet være med til at skabe en helt særlig H.C. Andersen-installation, hvor deres egne små eventyrklip bliver en del af et samlet kunstværk. Bagpå kan man notere hvad H.C. Andersens eventyr har betydet for én.

På museets Paper-Plane Airport kan børnene folde deres eget papirfly og teste, hvor langt det kan flyve på den officielle flyvebane. Her kan fantasien få frit spil eller foldeskabeloner kan anvendes. Følg Go To Gate-skiltet til flyvebanen, hvor du bliver tjekket ind af flyvelederen, men husk boardingpas fra museets børnekuffert. Nu kan du måske slå verdensrekorden på 69,14 meter fra 2012. Museet registrerer flyvningen på appen Useeum, så du kan følge med i, hvem der holder dagens rekord.

I Paper-Boat Harbour kan børnene folde og søsætte deres egen papirbåd inspireret af “Den standhaftige tinsoldat”. Sjove skabeloner og forskelligt papir ligger klar til masser af sejlende kunst.

Der er også masser af plads til at slippe fantasien løs i Papirværkstedet, hvor sakse, farver, origamipapir og skabeloner ligger klar. Her kan man lave alt fra silhuetportrætter til papirfrøer og små kunstværker – kun fantasien sætter grænser.

Efterårsferien på Museum for Papirkunst er en oplagt familieaktivitet, hvor børnene kan fordybe sig, være kreative og samtidig lege sig til ny viden. Og de voksne? De må gerne kigge på eller se den smukke kunstudstilling. Det er også muligt at gå på opdagelse i gavebutikken, der bugner af eventyrlige og unikke gaveidéer, eller hygge med kaffe og søde lækkerier i caféen.

Men kufferten – den er kun til børn.

Ved fremvisning af gult sygesikringskort har alle borgere bosiddende i Jammerbugt Kommune gratis adgang til Museum for Papirkunst frem til og med august 2026.

Læs om fantastiske oplevelser og events