Søndagen startede mildt sagt vejrmæssigt gråt i gråt tilsat både regn og blæst. Imidlertid klarede det op ved 10-tiden, hvor flere end 400 løbere efter en god opvarmning stod klar til at bevæge sig ud i årets Forest To The Bay i Hune/Blokhus. Inden da havde PGU sørget for, at en flok friske hjælpere midt i regn- og blæsevejr havde sørget for opsætning af depoter m.v., så alt var klar til en rigtig god afvikling af løbet. Alene børnemaraton samlede masser af løbere på 5 km, ligesom der var muligheder for alle for at deltage i en både kvart maraton og en halv maraton.
Solen skinnede på løbsstarten
Solen bragede igennem ved start, som om det var bestilt arbejde, og det blev da også til et brag af en løbefest krydret med en god portion sol og vind på stranden, som Charlotte Kronborg fra PGU fortæller. – Løberne fik sig en gang god motion og en god oplevelse af et livsbekræftende fællesskab, og efter det velgennemførte løb var der depot med alt, hvad der kunne ønskes på en dejlig forårssøndag i naturen. Red Bull-pigerne var bl.a. på besøg på pladsen, og mange løbere og et stort antal tilskuere kunne ikke løsrive sig, men blev heldigvis hængende på pladsen inspireret også af det gode vejr.
Tak til lokale sponsorer
Charlotte Kronborg sender på vegne af løbsarrangørerne en varm tak til de 21 lokale sponsorer, der har gjort dette unikke arrangement muligt.