I mere end ti år har der været arbejdet med projektet omkring Løkken Moleleje. Og på en solbeskinnet dag med surfervenlige forhold og masser af gæster blev den sidste af i alt tre etaper indviet: De Maritime Huse – to bygninger med café, omklædningsrum, bad, toiletter, opholdsrum samt faciliteter til kystfiskeri, surf og outdooraktiviteter.
De Maritime Huse skal være et sted for alle, og håbet er, at det kan danne grobund for nye fællesskaber. For at illustrere dette, blev det traditionelle snoreklip – i dette tilfælde et fiskenet – udført i fællesskab af en lang række borgere og frivillige fra byen.
– Det er en festdag for Løkken. I dag sætter vi punktum for en lang proces. Det her projekt har været meget svært, for mange ting har skullet gå op i en højere enhed, sagde Christian Hem, bestyrelsesformand for Foreningen Løkken Moleleje, der sammen med Hjørring Kommune og Realdania har realiseret det ambitiøse og visionære projekt.
Christian Hem, der er medejer af blandt andet Løkken Badehotel, blev involveret i projektet, da Hjørring Kommune henvendte sig til en række erhvervsdrivende og lokale foreninger med ønsket om hjælp til at få visionerne ført ud i livet.
– Det er langt fra alle byer, der får lov til – og mulighed for – at realisere så enestående et projekt. Her får foreningslivet, fritidslivet og erhvervslivet nogle unikke rammer. Det har været givende – sammen med resten af bestyrelsen – at være med til at udvikle projektet, siger Christian Hem.
Tre etaper – én helhedsplan
Den første etape i helhedsplanen omfattede en gennemgribende renovering af molen, som blandt andet fik en ny, adgangsvenlig promenade. I anden etape blev Hummerhuset opgraderet med udsigtsplads og bedre adgangsforhold. Og nu er den afsluttende etape – De Maritime Huse – sat i drift.
Borgmester i Hjørring Kommune, Søren Smalbro (V), glæder sig over, at det samlede projekt nu er fuldført.
– Det her er fantastisk og bidrager til at skabe liv hele året rundt. For 15-20 år siden var Løkken et sted, hvor der var liv om sommeren, mens byen gik lidt i dvale om vinteren. I dag er der liv fra nytår til nytår, konstaterer han.
Forbedrede rammer for surf og friluftsliv
Brødrene Jonas og Kasper Brix, stiftere og ejere af North Shore Surf i Løkken, har spillet en central rolle i udviklingen og driften af Løkken Moleleje. I flere år har de efterspurgt bedre faciliteter – tidligere måtte surferne klæde om og opbevare deres våddragter i en container, hvilket især var en udfordring i vinterhalvåret.
– Vi har Danmarks største surfklub her i Løkken, og nu har vi fået endnu bedre rammer til undervisning og omklædning. Det er med til at løfte kvaliteten i hele oplevelsen – ikke kun på solskinsdage, men året rundt, fortæller Kasper Brix.
Ifølge borgmester Søren Smalbro er Løkken det sted i Hjørring Kommune, hvor der i øjeblikket er størst vækst i antallet af helårsbeboere. Han er ikke i tvivl om, at Løkken Moleleje vil understøtte denne udvikling.
– Det at være tæt på kysten, mærke sandet mellem tæerne og opleve fiskeriet på nært hold, tiltaler mange, siger han.
Løkken Moleleje-projektet, herunder opførelsen af De Maritime Huse, har en samlet anlægssum på cirka 13,9 millioner kroner. Projektet er finansieret af Hjørring Kommune, Foreningen Løkken Moleleje og en række fonde, herunder Realdania.