Det, der begyndte som en hobby for Kristian Jensen, er i dag blevet til en veletableret virksomhed med 25 års erfaring inden for græsslåning, havearbejde og anlægsservice.
– Jeg startede i 1999 for at have noget at lave ved siden af mit faste job på Schulstad, men allerede året efter tog jeg springet fuldt ud og fik CVR-nummer. Jeg plejer at sige, at jeg var forlovet et år, inden jeg indgik ægteskab med virksomheden, siger Kristian Jensen med et smil.
Han var blot 23 år, da han investerede 7.500 kroner i sin første havetraktor og begyndte at slå græs efter fyraften. På det tidspunkt var der ikke mange, der tilbød den slags service, og kundegrundlaget voksede hurtigt. Efter et stykke tid stod det klart, at efterspørgslen var stor nok til, at han kunne sit faste job op og satse fuldtid på virksomheden.
-Jeg startede under navnet Kristians Plæneklipperservice, men måtte hurtigt ændre det til KJ Plæneservice, fordi folk troede, jeg reparerede plæneklippere, fortæller han.
Med væksten fulgte behovet for ekstra hænder. Kristian Jensens første ansatte var hans egne forældre, men i takt med at virksomheden udviklede sig, kom flere til. I dag består KJ Plæneservice af Kristian Jensen selv, to medarbejdere og en underleverandør, som dækker et område fra Nørresundby i syd til Nr. Lyngby i nord.
– Vores hovedbeskæftigelse har altid været græsklip, men vi har løbende udvidet med andre opgaver. I dag laver vi alt fra anlægsarbejde og snerydning til beskæring af træer og kirkegårdsassistance, siger han.
Kristian Jensen, der oprindeligt er uddannet i Centrum i Pandrup, har gennem årene kastet sig ud i andre forretningsområder – fra salg af trailere til at drive en blomsterbutik i Pandrup. En del af hans filosofi har altid været at være åben for nye muligheder.
Selvom robotplæneklippere i dag er en af virksomhedens største konkurrenter, ser Kristian Jensen stadig en klar fordel ved den form for service, KJ Plæneservice tilbyder.
-Det kan godt være, at man kan spare lidt ved at købe en robotplæneklipper, men vi er mere stabile. Robotten kan gå i stå eller køre udenfor sin ladestation osv. – vi stopper kun, hvis vi selv vælger det, siger han med et grin.
-Derudover giver vi personlig service og kan tilpasse os den enkelte kundes behov.
Med 25 år i bagagen og en vilje til konstant udvikling, ser Kristian Jensen lyst på fremtiden.