Nyheder
imported

Fra Dragør til Blokhus

Vesterhavet trækker Simon og Mette til Blokhus

Efter over 44 års ansættelse i DBU valgte A-landsholdets vellidte holdleder, Simon Rasmussen, at sige sin stilling op i december 2017.  Han har, sammen med sin kone, Mette Boberg, lagt nye planer for fremtiden i Blokhus.

Tekst: Louise Kande – Foto: Blokhus avis

Parret, Mette Boberg og Simon Rasmusen, underskrev i februar købsaftalen på deres nye lejlighed i Klitgaarden, Blokhus. Selvom købsaftalen hurtigt blev underskrevet, havde der alligevel ligget flere års overvejelser bag. – De sidste par år har vi undersøgt markedet i Skagen, Lønstrup, Løkken og Blokhus.- Blokhus viste sig hurtigt at være vores fortrukne destination for at skabe en ny base, men det var ikke bare sådan lige, at finde et rigtigt sted at slå sig ned, fortæller Mette.  I den spæde start af byggeriet af Klitgaarden, blev parret faktisk interesseret: – Der kunne vi jo se, at beliggenheden var suveræn, men tænkte samtidig: ” Lad os nu lige se byggeriet, når det er færdigt”.

Klitgaarden står færdig

Da parret for fjerde gang kom forbi byggeriet, der nu stod færdigt, blev de enige om, at det var det helt rigtige sted. – Fra terrasserne mod vest kan man både se Sømærket og dele af det centrale Blokhus, men man er stadig trukket lidt tilbage. Vi bor sådan set lige mellem Vesterhavet og Klitplantagen. Er tæt på lufthavnen og Aalborg. Ja, det kunne ikke være bedre, fortæller Simon begejstret mens Mette tilføjer: – Ja, og så er byggeriet er jo helt exceptionelt godt – flot håndværk og enestående arkitektur.

Fremtiden

I 44 år har Simon arbejdet i DBU, og han har været med til samtlige slutrunder, som Danmark har deltaget i. Hans opgave var at holde styr på alt det praktiske og være holdets blæksprutte uden for banen. Pr. 1. april starter Simon i nyt job, men stadig med fokus på sport. – Jeg kommer til at arbejde med Sport-Management, med base i Blokhus, men kommer samtidig til at tilbringe lidt tid i København og dele af Europa, siger han uden at løfte sløret helt for, hvad der kommer til at ske. Dog tilføjer han, at han følger FC Jammerbugt tæt og påtænker også at samarbejde med klubben: – Men som udgangspunkt på frivillig basis, siger han med et smil.

Mette har de sidste mange år arbejdet i Københavns Lufthavn, men har valgt at opsige sin stilling pr. 1. april. – Vi havde begge gjort det klart for hinanden, at hvis vi tog skridtet og flyttede herop, så skulle vi gøre det helt. For mig betyder det også, at jeg kigger efter job i området, indenfor service, turisme og administrative arbejdsopgaver, fortæller hun.

Farvel til Dragør

Parrets ny-renoverede lejlighed i Dragør er netop sat til salg. – Det bliver selvfølgelig en omvæltning at flytte herop, men vi kommer tættere på familie og nære venner, og så får vi Vesterhavet i baghaven. Det glæder vi os til, siger Simon afsluttende.

Læs om fantastiske oplevelser og events