Blokhus

Fra sko til Disneykunst i Blokhus

Europas største Disney-galleri rykker ind på Aalborgvej

Fra påsken 2027 kan Blokhus føje en helt ny attraktion til byens oplevelser. Europas største galleri for Disney-kunst og samlerobjekter flytter nemlig ind på Aalborgvej 31, hvor DK Shoes tidligere havde til huse.

Bag Galleri Disneyana+ står ægteparret Niels Verner (45) og Helle Verner (42) fra Randers, der gennem de seneste 12 år har drevet galleriet i Randers. Nu har de besluttet at flytte hele virksomheden til Blokhus, hvor de ser et stort potentiale i de mange danske og udenlandske turister.

Betydningsfulde Disneykunstnere

Galleri Disneyana+ er både et galleri og en specialbutik med Disney-kunst og samlerobjekter. Her finder man alt fra oliemalerier, litografier og porcelænsfigurer til kunsttryk og mere abstrakte værker. Udstillingen spænder fra motiver inspireret af Disneys tidligste animationer til nyere kunstneriske fortolkninger.

Blandt kunstnerne er en af de mest betydningsfulde – den legendariske Carl Barks, der blandt andet skabte Joakim von And, Georg Gearløs og Andeby samt den prisvindende Disney-tegner og designer Mike Peraza, der også fremstiller originale pastelmalerier med de kendte Disney-figurer.

– Det er både et galleri og en specialbutik, hvor alt er til salg. Vi har noget for alle – lige fra de dyreste originale oliemalerier til mere prisvenlige kunsttryk, fortæller Niels Verner.

Drømmen om Blokhus

Ægteparret har ingen særlig tilknytning til Blokhus, men især Helle har længe drømt om at eje et sommerhus i byen. Samtidig har parret haft et fælles ønske om at flytte virksomheden tættere på de mange feriegæster.

– Vi tror på, at vi kan bidrage med noget godt til Blokhus, og vi er overbeviste om, at vi kan tiltrække gæster til vores udstilling. Især tyskere og nordmænd er meget interesserede i vores varer, men generelt vil vi bare gerne være der, hvor turisterne er, fortæller Niels Verner.

Galleriet i Randers lukker derfor, og ægteparret vil fremover koncentrere sig fuldt ud om virksomheden i Blokhus.

– Ejendommen er perfekt til os, fortæller Niels Verner.

I øjeblikket arbejdes der på at gøre lokalerne klar til udstillingen, som efter planen åbner til påske 2027. Både Niels og Helle arbejder på fuld tid i galleriet, og ambitionen er at holde åbent hver dag i højsæsonen.

En passion siden barndommen

For Niels Verner begyndte det hele med en fascination af Disneys univers. Allerede som 10-årig begyndte han at samle på Disney-ting, og interessen voksede støt gennem årene.

Da han senere læste på handelshøjskolen, udviklede hobbyen sig i en mere professionel retning. Men vejen fra passioneret samler til galleriejer var lang.

I syv år arbejdede han på at få den nødvendige tilladelse fra Disney-koncernen, og først da den faldt på plads, kunne drømmen om et galleri blive til virkelighed.

Nu tager ægteparret næste skridt og flytter deres livsværk til Blokhus, hvor både Disney-entusiaster, kunstsamlere og nysgerrige feriegæster fra påsken 2027 kan gå på opdagelse i det velkendte univers.

Flere nyheder