Et blakket ry omkring dårlige løn- og arbejdsforhold har bragt restaurationsbranchen i knæ i forhold til at rekruttere unge til sommerjobs.
Derfor har avisen sat sig for at undersøge om omdømmet overhovedet er berettiget, og hvad det egentlig indebærer at være ung og arbejde indenfor tjenerfaget.
Derudover bliver der givet gode råd til, hvordan erhvervet kan tiltrække og få de unges opmærksomhed, så de vælger branchen til, og ser det som et relevant sommerferie- eller studiejob.
I den forbindelse har vi mødt den 22-årige studerende Frederik Vrangbæk Thomsen fra Aalborg. Han arbejder som tjener hos Fårup Skovhus.
Han er en af de unge mennesker, der helt bevidst har valgt branchen til og taget et aktivt valg omkring et job på en restaurant, der kan suppleres med hans studie som serviceøkonom. Og det er han yderst tilfreds med.
Han fortæller, at han aldrig har arbejdet som tjener før, men blev bidt af miljøet, de arbejdsopgaver, der ligger i det og de muligheder, det kan bringe.
Vejen til tjenerjobbet
Han har tidligere arbejdet i Norge som skiinstruktør, men da Corona blev en realitet blev alle sendt hjem og han stod derfor uden job. Han blev bekendt med Fårup Skovhus efter at hans forældre var ude og spise der et par gange, og via Jobindex faldt han over deres søgen efter flere medarbejdere. Han kom til samtale og startede med et par vagter, og det blev hans indgang til tjenerfaget.
Og det har han ikke fortrudt.
-Man kommer ind i mange forskellige grene indenfor faget, og bliver udfordret på forskelligt plan, siger Frederik. Udover at servicere gæsterne i restauranten er jeg også indimellem i receptionen i forhold til ind- og udtjekning af gæster på vores værelser samt betjene kunder via telefonen. Der er mange mennesker hele tiden, så det gælder om at bevare fatningen, have overblikket og begå sig under det pres. Det er lærerigt og vigtigt at gæsterne går derfra med et smil, fortæller Frederik. Det er det, jeg stræber efter.
Arbejdsmiljøet og lønnen
Han føler at Fårup Skovhus er gode til at klæde de unge godt på til at løse opgaverne, så der ikke er noget, man er i tvivl om eller mangler. Og så er der tilmed et rigtig godt arbejdsmiljø, som man gerne vil være en del af, uddyber han.
På Fårup Skovhus er der ikke noget, der overhovedet minder om en hård tone blandt medarbejderne.
-Den er bestemt ikke skarp. Jeg tror det er udfaset, og der er ingen heroppe der praktiserer det. Hvis det var tilfældet ville jeg heller ikke selv arbejde her. Hele staben bruger mange timer sammen, og det er vigtigt at vi har det godt med hinanden. Udover at være kolleger bliver man også venner. Man får kendskab til hinandens sider og lærer hinanden at kende på en anden måde. Arbejdet giver noget tilbage til én som person. Man får mange relationer igennem et godt arbejdsmiljø, bliver udfordret og får en masse læring i en unik branche. Det synes jeg er fedt, siger Frederik.
Han synes heller ikke, at der er noget nedsættende at sige om aflønningen og de mange timer, der er i det.
-Tror generelt at det bare er et dårligt ry, der er opstået. Jeg synes faktisk, at vi får en ret god løn. Og jeg oplever også at mange af mine jævnaldrende får lavere løn andre steder. Hos nogle virksomheder i Aalborg er den f.eks. noget lavere, fortæller han. Grundlønnen er nogenlunde det samme, og så stiger man i forhold til, hvor længe man har været ansat.
Derudover er der en vagtplan, som man kører efter på Fårup Skovhus. På den skriver man hvilke dage, man er forhindret. Den dag, avisen taler med ham, arbejder han f.eks. 6 timer på en aftenvagt.
-Vi møder sent og arbejder fortrinsvis om aftenen, fortæller han og fortsætter: Og inden man starter skal man selvfølgelig være forberedt på det, men jeg synes det er fedt, for så har man dagene fri til at lave noget andet. Jeg synes, at det er skønt med fleksibiliteten, og der er plads til den frihed.
Gode råd til unge og virksomheder
Han siger, at det er vigtigt at man får nedlagt den stigmatisering, der er omkring branchen. De unge skal give det en chance og afprøve det. Han synes, det er forkert at have en holdning til det uden selv at have prøvet det og set det indefra. Som ung skal man udvise mod og afprøve alt det man kan. Man skal se det som værdifuldt at blive en del af et fællesskab og de mange nye venner, man kan få.
Til virksomhederne har han også nogle gode råd.
De skal blive bedre til virksomhedsbranding og i jobopslagene skal de blive bedre til at fortælle noget mere om de arbejdsopgaver, man som ung bliver stillet overfor. De skal oplyse omkring, hvordan det reelt ser ud. Man skal også i højere grad bruge de sociale medier og eksempelvis anvende en masse video på en utraditionel måde, for at tiltrække de unges opmærksomhed.