Tirsdag 5. oktober om morgenen modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at en 33-årig mand netop var kørt galt på en knallert på Thisted Landevej nær Vadum.
Manden havde fået mindre skrammer i ansigtet, men så ellers ud til at klare den.
Desuden virkede han til at være beruset, hvorfor der var mistanke om påvirket kørsel. Derudover viste knallertens registreringsnummer, at der var tale om en stjålet knallert.
En ambulance og en patruljevogn ankom kort efter til Thisted Landevej, og føreren af knallerten blev her tilset.
Han erkendte at være påvirket af både spiritus og narkotika og, at han havde kørt på den stjålne knallert.
Politiet sigtede derfor knallertføreren for spirituskørsel, narkopåvirket kørsel samt tyveriet af knallerten.
En blodprøve blev efterfølgende udtaget på skadestuen.