Da Gert Wiborg solgte sit første sommerhus for mange år siden, var der ingen der talte om attraktive investeringer eller udlejningstal. I dag er virkeligheden en helt anden, og ejendomsmægleren har fulgt udviklingen tæt fra første parket.
Han har været ejendomsmægler i 30 år – både som selvstændig og ansat, og siden 2021 har han været en fast del af Realmægleren i Blokhus, hvor han dagligt har kontakt til både investorer og feriedrømmere.
Han har altid interesseret sig meget for sommerhusmarkedet og har fulgt udviklingen i området i mange år. Samtidig har han set, hvordan anvendelse af husene også har ændret sig.
Førhen var sommerhusene små uisolerede hytter på 40-70 m2. I dag er husene væsentlig større og mere luksuriøse boliger med moderne bekvemmeligheder. Det har gjort markedet mere eftertragtet, og mange bruger også feriehusene som helårsbolig idag.
Blokhus fortsat i høj kurs
Ifølge Gert Wiborg har prisudviklingen på sommerhuse været som bølgerne i Vesterhavet: Stigende op til finanskrisen, faldende bagefter og så en eksplosiv efterspørgsel under Corona pandemien.
-Det var med til at presse priserne yderligere op, forklarer Gert Wiborg. I andre områder er priserne faldet, men ikke Blokhus-området. Tværtimod er det fortsat et af de mest eftertragtede steder at købe sommerhus – også selvom renterne er steget, siger han.
Interessen fra investorer har også drevet en udvikling, som har haft en afsmittende effekt på antallet af sommerhushandler og prisudviklingen. Køberne kommer fra hele landet, og der er samtidig stor interesse for nærliggende områder som f.eks. Fårup Klit, Saltum og Rødhus Klit.
Ofte er det på baggrund af en ferie, køberne er blevet betaget af området for efterfølgende at vende retur som sommerhuskøber.
– Nogle vil have ro og natur, andre vil være tæt på bylivet. Der er noget for alle heroppe.
En god opsparing
Gert Wiborg stortrives med at være en del af sommerhusmarkedet i Blokhus og sammen med afdelingen i Løkken beskæftiger forretningerne i alt 5 medarbejdere. 90 % af deres handler er feriehuse, og han nyder kontakten til sommerhuskunderne, som altid er utrolig positive. -Vi går altid en ekstra mil for at finde det rigtige hus, der passer til deres behov og samtidig tilbyde den rette rådgivning.
Han fremhæver, at en investering i et feriehus er en god opsparing. Når husene er velholdte, området er attraktivt og der er et stort udlejningspotentiale er der både gode finansieringsmuligheder og værdistigninger i udsigt. Alt sammen forhold, der kan spille ind på overvejelserne om at købe et sommerhus.
Privat bor Gert i Aalborg med familien, men bruger også den sparsomme fritid på en lille landejendom i Hvilsom ved Aalestrup, som er hans barndomshjem. Her nyder han at dyrke hans fritidshobby, som er jagt og tager også indimellem på jagtrejser i Skotland. Men drømmen er klar: -Når engang børnene er flyttet hjemmefra, håber vi selv på at flytte i et sommerhus i Blokhus.