Selv om det ikke var et By Night arrangement, som det vi kender fra uge 30 i Aabybro, så er arrangørerne af gårsdagens Festlige Fredag, Aabybro Handels- og Erhvervsforening, ganske godt tilfreds og glad for den store opbakning – trods de udfordringer, der var.
– Vejrudsigten havde jo ikke sagt noget om regn, men den kom, og så måtte vi pludselige finde en ekstra scene til koncerten med Gehör i Aabybro Centret, fortæller Thomas Sørensen, fra foreningens aktivitetsgruppe.
– Desuden fik vi behov for en scene til Jaaiils koncert i midtbyen, men vi fik det løst med det store Expert telt, så de også kunne stå i tørvejr med deres instrumenter, fortæller han.
Flot fyrværkeri
Også scenen på Torvet til Hula Hula Band måtte udvides, så de foran et pænt stort publikum kunne spille deres Bamses Venners-sange, og da de havde spillet de populære melodier, så blev aftenhimlen over Aabybro brudt af et fantastisk flot og farverigt festfyrværkeri, som ikke alene publikum nød, men som også fik folk ud på altanerne i midtbyen.
En nyhed
I løbet af aftenen var der mange mennesker til koncerterne og i både i midtbyen og i centret.
– Alt i alt er vi godt tilfredse. Det var jo ikke en sommerdag i uge 30, som det plejer, men en dag i september med regnvejr, men vi var nødt til at vente med arrangementet, til alle restriktioner var ophævet. Og i 2022 går vi igen efter en stor og festlig By Night i uge 30 i Aabybro, siger Thomas Sørensen.
Han kan også komme med en stor nyhed.
– Vi bookede jo Ib Grønbech til en koncert for et år siden, men har hele tiden måtte skubbe det. Nu kan vi fortælle, at vi til maj byder på koncert med Ib Grønbech, siger han.
Se flere fotos fra Festlig Fredag her:
Jaaiil spillede Festlig Fredag i gang – VoresJammerbugt