Blokhus

Gratis entré for børn i Skulpturparken

Kunst, leg, skattejagt og byg-selv-sandskulpturer

September bliver en fantastisk oplevelsesmåned for børnene i Skulpturparken i Blokhus. Prøv den sjove skattejagt og svar på spørgsmålene. Brug masser af tid på hoppepuden og legeredskaberne. Slip din indre kunstner frem og byg din egen fantasifulde sandskulptur eller hjælp med at fodre de små fisk i søen.

Skulpturparken Blokhus er langt mere end store sandskulpturer og kunst for voksne. Der er også mange hyggelige oplevelser for de yngste familiemedlemmer. Det vil parken gerne vise, og derfor kan børn op til og med 12 år komme gratis ind i parken hele september måned.

– Vi vil gerne gøre opmærksom på de mange oplevelser, parken også har til børnene, siger direktør Rikke Nissen.

Derfor er det oplagt at bruge en dag i Blokhus og hygge sig på tværs af generationer. Bedsteforældre eller forældre kan gå på opdagelse blandt de gigantiske og imponerende sandskulpturer, se de mange unikke kunstværker og besøge de flotte gallerier i parkens arkade. Samtidig er der masser af underholdning for børnene:

– Mens de voksne nyder kunsten i parken, kan børnene give den gas på de sjove legeområder. Der er lagt op til en helt fantastisk dag med noget for absolut alle aldre, fortsætter hun. Det kan blive en anderledes familietur, hvor både kunst, leg og aktiviteter er i centrum. Der er masser af muligheder for, at børnene kan få brugt både energi og fantasi.

Rundt omkring i parken findes flere legeområder med blandt andet hoppepude, kæmpe sandkasse, gynger, vipper, rutsjebane, ridderborg, balanceredskaber, ”jorden-er-giftig” og sjove spil som f.eks. kryds og bolle.

På skattejagt blandt skulpturerne

En anden aktivitet er en skattejagt, hvor børnene bliver sendt rundt i parken på jagt efter svar på 10 spørgsmål om kunstværkerne.

Undervejs skal de blandt andet tælle og undersøge, hvor mange arme blæksprutten har, og finde ud af, hvilket dyr sump-prinsessen rider på?

10 rigtige svar giver en lille præmie i form af en gratis slikkepind.

Familien kan også komme helt tæt på livet i parkens sø. Det er muligt at købe en lille pose fiskefoder i butikken og fodre de små fisk i søen. Af hensyn til fiskene sælges der dog kun et begrænset antal poser om dagen.

Byg jeres egen sandskulptur

For børn, der selv vil prøve kræfter med sandkunsten, er der også mulighed for at bygge egne sandskulpturer.

I parkens store sandkasse kan børnene blandt andet bygge deres eget sandslot eller forme en fantasifuld sandskulptur.

Dermed er der lagt op til en dag, hvor børnene ikke blot skal kigge på kunst sammen med de voksne, men også selv kan lege, undersøge, skabe og være aktive.

Skulpturparken Blokhus har åbent tirsdag til søndag kl. 10-17. Børn op til og med 12 år har gratis entré hele september, når de følges med en voksen. Entrébilletter til voksne købes ved indgangen.

Skulpturparken Blokhus ligger på Vesterhavsvej 6 i Blokhus, og du kan læse mere på www.skulpturparken.dk.

 

Flere nyheder