Hos Gule Længe Antik ved Lønstrup finder du et spændende og varieret udvalg af antikviteter fra perioden 1700 til 1950.
Butikken kunne i 2023 fejre, at det var 50 år siden, at ejerne Carl Sørensen og Bitten Madsen åbnede forretning på Lønstrupvej 58.
I laden til det gamle husmandssted fra 1890 præsenteres et bredt udvalg af møbler, keramik, stentøj, porcelæn, lamper og malerier. Udenfor på brostenene kan du finde krukker og andre haveting. I den store røde lagerbygning kan du gå på opdagelse blandt urestaurerede møbler og loppefund.
Gennem alle årene har det været målet at præsentere specielle ting, som du sjældent ser andre steder. Samtidig er der fokus på at fremvise varer af høj kvalitet samt have stor viden om tingenes historie.
