Nyheder
imported

Hænder over hovedet og fed fest hele vejen i Blokhus

Det sidste band der gæster scenen i Blokhus, til de populære sommerkoncerter, er Hardinger Band. Efter et forrygende 2018 med over 50 koncerter landet over, er de mere end klar til årets sidste sommerkoncert torsdag d. 8. august.

Der bliver som altid spillet op til fest og fællessang, når Hardinger Band gæster scenen på Torvet i Blokhus torsdag d. 8. august til årets sidste sommerkoncert. Hardinger Bands stærke og folkekære bagkatalog er en direkte invitation til en tur ned ad memory-lane: ”Hvalen Hvalborg”, ”Står På En Alpetop”, ”Sexchikane” og mange flere, fortæller Karl Korfits på vegne af arbejdsgruppen, der repræsenterer Erhvervsforeningen Destination Blokhus, erhvervslivet, VisitJammerbugten og lokale ildsjæle.

Syng med!

Hardinger Band, som består af Michael Hardinger på guitar og sang, Jørgen Thorup på keyboard og sang, Kim Daugaard på bas og sang, B-Joe på guitar og sang og Flemming Olsen på trommer, glæder sig til at gæste Blokhus: – ”Shubidua's 240 sange får en stærk kop generator-bouillon! Hvalen Hvalborg lever i bedste hvalgående, med Blokhushvalen i baggrunden! Vi sætter strøm til "Den Rød-glødende Tråd" og "Fed Rock" torsdag d. 8. august, siger Michael Hardinger fra Hardinger Band og fortsætter: -Syng med! Se om I kan overdøve os! Vi garanterer ligeså godt vejr som i 2018. Vi leverer vores sangskat med brølende guitarer, smukke kor, og fællessang så jorden gungrer. Og vi glæder os helt vildt til at se jer.

Det tætteste vi kommer på shu-bi-dua

Med tre originale medlemmer, Michael Hardinger, B-Joe og trommeslageren Flemming Olsen, er Hardinger Band ikke bare det tætteste vi pt. kommer Shu-bi-dua – de er i særdeles levende live, er et svært populært og aktivt liveband og særligt aktuelle med albummet ’Sym-fo-19’.  – Det bliver storartet. Det er et album der består af en samling numre skrevet til Shu-bi-dua op igennem 70’erne, 80’erne og 90’erne, mens tre af Hardinger Bands medlemmer var del af det legendariske danske band. Og dermed er nyudgivelsen vel også det tætteste, vi nogensinde kommer på et nyt Shu-bi-dua album – og dem får i alle æren af at opleve i Blokhus. Glæd Jer!, afslutter Karl Korfits der samtidig opfordrer til at støtte baren: – Støtter du i baren, støtter du koncerterne. Er du ikke tørstig kan du også anerkende koncerterne ved at købe støttemærker til kr. 20 pr stk. Det er den 8. august at vinderen offentliggøres.

Læs om fantastiske oplevelser og events