Tekst: Louise Kande – Foto: Lotte Kande
Det er en erfaren restauratør Karim Salih – som de fleste kender fra Blokhus, der nu har valgt at åbne en restaurant i Løkken. Foruden Highway 66 i Blokhus, har han også restauranter i Aalborg, Sæby og Hjørring.
– Det er et populært familiekoncept der rammer rigtig bredt. I Blokhus har vi haft stor succes med Highway 66, og da muligheden for at overtage et rigtig godt lokale bød sig, slog jeg til. Ejeren har været utrolig samarbejdsvillig og vi har sammen fundet nogle gode løsninger der gør, at vi kan have rigtig mange gæster – ude såvel inde, fortæller restauratør Karim.
Karim kunne ikke have drømt om en bedre start. – Vejret har virkelig været fantastisk, således har vi haft fuldt hus fredag, lørdag og søndag. Dette til trods for, at vores spiritusbevilling kom forsinket grundet en fejl ved politiet, siger Karim. Han har hentet erfarne kollegaer fra Highway i Hjørring og Blokhus – til Løkken. – Det er vigtigt, at vi har noget erfarent personale som ved, hvordan tingene foregår, kan oplære nye medarbejdere og kan give gæsterne den bedste service og mad, fortæller han.
Highway 66 Løkken har åbent hver dag frem til efterårsferien, og i hele vinterperioden bliver der åbent i weekenderne.
– Vi vælger også at holde åbent i vinterhalvåret. Det tror jeg på, at der er et marked til. Der skal være liv i byen hele året rundt – og ligeså vigtigt er det, at vi kan beskæftige vore unge medarbejdere året rundt, slutter Karim Salih.