1850 kvadratmeter under tag og salg af også varebiler
– Det har taget lidt længere tid at opføre den nye bygning. Vi havde håbet at være færdige ultimo 2019, men 1. april skal vi have åbnet, fortæller Jan Nygaard, Højbogaard Biler i Aabybro.
13 lifte og otte kontorer
Det er indretningen af den 1850 kvadratmeter store bygning, der har trukket ud.
– Det er fordi, vi bygger selv og har kun en håndværker tilknyttet ad gangen, siger Jan Nygaard, der også har sønnerne med i firmaet.
Mikkel er sælger og står for værkstedet, mens Nikolai er indkøber og klargør bilerne.
Også base for transportafdeling
De nye lokaler kommer udover biludstilling til at indeholde otte kontorer og velfærdslokaler samt et værksted med 13 lifte.
Bygningen skal være udgangspunkt for 40 ansatte, da adressen i Teknologiparken også bliver base for transportafdelingen, Højbogaard, som kører for blandt andre Post Nord.
Biler for alle
– Og så skal vi fortsat tilbyde biler i prisklasser fra 20.000 til 400.000 kroner og i alle mærker. Mit motto er: Biler til alle. Desuden vil vi også sælge næsten nye biler, som er omkring seks måneder gamle, fortæller Jan Nygaard.
Han har også købt nabogrundene – dels ud mod rundkørslen i Teknologiparken og dels bag den nye bilhandel over mod Knøsgaardvej.
Forhandling af varebiler
– Vi vil nemlig også til at forhandle med varebiler, så vi får brg for mere plads, og når nu vi er i gang med at bygge nyt, så ville det være træls at løbe tør for plads, siger han om de i alt 30.000 kvadratmeter grunde.
Lokaler sat til salg
Dermed undgår Højbogaard Biler også at komme til at lide under samme problem som på den nuværende adresse på Industrivej, hvor rammerne er for trange.
Denne adresse huser 400 kvadratmeter under tag på en cirka 2200 kvadratmeter stor grund, og den er sat til salg hos Nybolig.