Blokhus

Høstmarked på Blokhus Torv

Ægte markedsstemning med lokale råvarer
høstmarked (2)

Traditionen tro inviterer Hune-Blokhus Borgerforening til et stort Høstmarked, der finder sted på torvet i Blokhus med et nærmest overvældende udbud af lokale råvarer, delikatesser, lækkerier og kunsthåndværk, som de mange efterårsgæster og turister kan gå på opdagelse i.

Det sker onsdag 18. oktober kl. 11-15.

En skøn blanding

Der er en skøn blanding af kød, øl, gin, grønsager, brød, fisk, dip, pestoer, kunsthåndværk og meget mere, fortæller Poul Andersen, formand for Hune-Blokhus Borgerforening.

Markedet finder både sted i et stort telt og på pladsen udenfor på torvet.

Det har til tider hvert et udfordrende vejr til de ugentlige markeder i løbet af sommeren, og derfor håber arrangørerne på at vejrguderne tilsmiler dem på en positiv måde, når markedet afholdes i efterårsferien.

Der vil være rundt regnet 30 stadeholdere, og borgerforeningen forventer faktisk fuldt hus, da det altid er populært for de lokale at vise deres specialvarer frem overfor de mange gæster i Blokhus.

Denne gang får markedet – som noget nyt – også besøg af en udstiller med norske spegepølser baseret på nogle spændende og alternative råvarer. Det glæder vi os til at se og smage, siger Poul Andersen, og opfordrer alle til at kigge forbi denne dag. Der er lagt op til at gøre en rigtig god handel.

Det lokale islæt

Borgerforeningen er meget glade for at stå i spidsen for råvaremarkeder i Blokhus. Det har de gjort i en lang årrække, og for et par år siden tog de også initiativ til at arrangere Høstmarked i efterårsferien. – Det er en god måde at give turister og fastboende mulighed for at købe nogle lækre lokale råvarer på, siger Poul Andersen. – Vi er altid på udkig efter lokale leverandører, og for dem er markedet en god måde at vise sig frem på og præsentere deres varer. Så det er en god tradition vi gerne fortsætter, både sommer og efterår også fremadrettet, afslutter Poul Andersen.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events