– Selv om det på grund af Corona blev et langt tilløb til at komme i gang med den nuværende sæson, så kan Fårup Sommerland melde om positive nyheder for Hotel Fårup.
Udlejning er gået nemmere
– Det ser meget fornuftigt ud, men det gør det altid i højsæsonen, og det er jo begrænset, hvor meget vi kan vokse med hotellet. Det er måske 10 ekstra solgte værelser på en uge, siger Rasmus Mortensen, marketingchef i Fårup Sommerland.
– Men vi kan se, at vi har solgt godt. Det er gået hurtigere end normalt, og udlejningen af de 53 værelser er kommet lettere til os, uddyber han.
Et værelse tilbage
Derfor har der også været stort set udsolgt de seneste 4 uger, og i denne uge er der blot et enkelt ledigt værelse tilbage på søndag 2. august.
Dog ser det ikke i samme grad ud til at højsæsonen bliver forlænget for hotellet, som det gør, når det handler om udlejning af sommerhuse.
– Nej, vores udfordring er, at vi mangler mange af de norske gæster, som plejer at komme på hotellet også efter højsæsonen. De plejer at udgøre cirka 25 pct. af gæsterne, men i år er vi på ca. 10 pct., fortæller Rasmus Mortensen.
En mindre del
– Men igen, det ser stadig fornuftigt ud, og hotellet udgør en mindre del af Fårup Sommerlands økonomi. Med 53 værelser kan der være ca. 200 gæster, og vi vil jo gerne have 6-8-10.000 gæster i Fårup Sommerland om dagen, forklarer Rasmus Mortensen.