Nyheder
imported

Hunde fra 13 nationer på besøg

Fra den 30. maj til den 2. juni vil det vrimle med kæmpestore Sankt Bernhardshunde i Saltum området

 Fra den 30. maj til den 2. juni vil det vrimle med kæmpestore Sankt Bernhardshunde i Saltum området

 

Der afholdes nemlig Verdensudstilling for Sankt Bernhardshunde 2013 med blandt andet fremvisning og kåring af racens fornemmeste eksemplar.

Lørdag den 1. juni åbnes dørene til selve kåringen, som finder sted på Saltum Strand Camping, og alle interesserede er velkomne til at kigge forbi denne dag og ved selvsyn opleve hvordan ejerne på flotteste vis fremviser de store, flotte hunde.

Ca. 150 Sankt Bernhardshunde fra hele verden deltager, blandt andet Schweiz, Frankrig, Italien, Norge, Rusland, Tyskland og Danmark. 

Mange danskere vil genkende den store hund fra filmene om Beethoven, som gav faderen i huset grå hår i hovedet, men som naturligvis viste sig at komme familien til undsætning i flere situationer.

Og netop arbejdet som redningshund har racen stolte, historiske traditioner for, og herudover er hunden også nærmest blevet et symbol på Schweiz. Avlen af den firbenede helt startede hos munkene ved herberget på bjergpasset Great Saint Bernard i de vestlige alper mellem Italien og Schweiz. Her var hunden ofte munkene til hjælp, blandt andet når nødstedte i bjergområderne var faret vild eller på anden måde skulle reddes. Den mest kendte Sankt Bernhardshund gennem tiderne, Barry, menes at have reddet over 40 menneskeliv.

I dag anvendes og avles Sankt Bernhardshunden ikke længere til redningsarbejde, men verden over er den stadig en meget elsket hund, som alle interesserede altså nu som noget helt særligt kan opleve i sine flotteste eksemplarer her i Jammerbugten.

Verdensudstillingen 2013 arrangeres af WUSB – Verdens Unionen af Sankt Bernhardsklubber – og DSBK – Dansk Sankt Bernhard Klub – i samarbejde med Saltum Strand Camping. Det fulde program for dagen og yderligere oplysninger kan man finde påwww.wusb2013.dk

 

Læs om fantastiske oplevelser og events