Vi kender alle udtrykket “et billede siger mere end tusind ord“, og ved at hjernen bearbejder billederne hurtigere end tekst. Vi ved også, at videoer, dybest set, er flere sammenhængende billeder, der gør det mere spændende og kraftfuldt end et almindeligt billede. Hune Bageri og Spar i Hune har begge valgt at fokusere på videodelen i deres markedsføring og er lige nu i gang med at producere deres første reklamefilm i samarbejde med Delsted Productions og Blokhus medier.
Hune Bageri
Vi er i gang med at lave fire små videoer, som udelukkende skal bruges online. Vi synes, at vi får mulighed for at præsentere vores produkter endnu bedre gennem konceptet ”to make, to stay, to go og to enjoy”. Videoerne er let for kunderne at dele, let at fordøje og det er i virkeligheden et meget engagerende format. Vi kan derved blive endnu mere personlige i vores forbindelse med brugerne, fortæller Poul Bjerg, indehaver af Hune Bageri.
Spar Hune
Vi har valgt at lave en reklamevideo, der kan inspirere til madoplevelser og indkøb – således brugerne får en fornemmelse af den volumen og det store udbud vi har. Det er nemlig svært at vise på billeder alene. Og så ser vi det som en mulighed for at komme endnu mere i kontakt med vores kunder og forhåbentlig engagere dem endnu mere. En anden dimension er, at vi har mulighed for at være uformelle, sjove og alligevel seriøse omkring vores forretning, fortæller Lasse Nielsen, Købmand i Spar Hune.