Tekst: Louise Kande – Foto: Michael Sand, Netnatur.dk
I sommeren 2006 blev Kasper Pedersen udlært som slagter, i lighed med mange andre fra hans familie, men i 2011 faldt Kasper på et isglat fortov, da han var på vej på arbejde, og hvad livet da skulle bringe ham, havde ingen turde forudse.
Det at blive udlært som slagter – når man er svært udfordret af ordblindhed – er bedrift i sig selv. Men hvilken mand vælger – efter knap to års sygemelding, en indstilling til en førtidspension og i en alder af knap 30 – at tage en helt ny uddannelse – og så endda helt i Århus? Det gjorde Kasper Pedersen fra Kås, som d. 17. februar åbner sin nystartede konservatorvirksomhed.
– Ja, når du spørger mig i dag – så har det godt nok været noget af en rejse jeg har været på. Da jeg falder på fortovet, bliver min skulder vredet helt rundt. Jeg slår baghovedet i jorden og har selvfølgelig rigtig ondt. Men på arbejde, det skulle jeg, fortæller han.
I 14 dage fortsatte Kasper på arbejde. Først da smerterne var helt uudholdelige, tog han på sygehuset, hvor det viste sig, at ledbåndet mere eller mindre var revet over. Hvad gør man så? Et år efter faldet bliver Kasper opereret, men smerterne bliver først mindre, da han bliver tilknyttet en fysioterapeut, der giver ham massage og øvelser ”med hjem”.
Skadet, sygemeldt og ordblind
Men selvom smerterne er mindre, er det en proces med mange udfordringer, at få Kasper i arbejde igen. Han er ordblind, så kommunen kan ikke sende ham i arbejdsprøvning alle steder: – På det tidspunkt tror jeg, at kommunen kun ser en førtidspension som en mulighed. Men jeg kunne simpelthen bare ikke forlige mig med den tanke. Så syg var jeg da ikke, at jeg bare skulle gå hjemme? Jeg havde masser af lyst på livet – endda også selvom, at livet på det tidspunkt viste sig, fra sin allersværeste side.
Kasper tager selv kontakt til Dansk Zoologisk Konservatorforening, og efter lidt tovtrækkeri med kommunen, får Kasper endelig en plads hos konservator Erling Mørch ved Århus. – Ja, der var kun 16 konservatorer i Danmark, så jeg kunne jo ikke bare vælge og vrage, som jeg ville. Men selvom køreturen til Århus i 4 år har været lidt hård indimellem, så har viljen til at arbejde som konservator været det, som har fyldt mest. Jeg har virkelig nydt min tid i Århus – og er blevet udlært af én af Danmarks mest prestigefyldte konservatorer.
Kasper har kone og to børn, og perioden har også været hård for dem. – Jeg har virkelig en fantastisk støtte i min skønne kone. Hun har hjulpet mig, læst paragraffer op, støttet mig og har jo virkelig holdt sammen på familien.
Man kan, hvad man vil
i januar 2017 bestod Kasper den sidste del af sin uddannelse med et 10 tal. Dermed kan han endelig kalde sig autoriseret konservator. Det blev ikke til en førtidspension eller ledighed. Nordjysk Trofæmontering er nemlig navnet på Kasper Pedersens nystartede konservatorvirksomhed på Bransagervej i Pandrup. 300 kvadratmeter fordelt på værksted, lager, entre, køkken og kontor samt et hyggeligt møbleret showroom med udstoppede dyr af forskellige slags.