Tekst: Martin Frandsen – Foto: Presse og Poul Nymark
Få har sat deres præg på Blokhus som Harald Klitgaard, der gik bort 26. marts i en alder af 89 år.
Harald Klitgaard havde en stor kærlighed til Blokhus og Vesterhavet og en unik evne samt passion til at udvikle og ikke mindst realisere ideer til gavn for lokalsamfundet.
Det vidner kendte vartegn som Sømærket, Fiskernes Hus, Redningsstationen, men også Blokhus Kanonlaug om.
Voksede op med Blokhus
Sammen med sine 4 søskende var Harald Klitgaard vokset op med Vesterhavet og Blokhus.
– Vores farfar tog hele familien med til Blokhus fra Aalborg i sin store Ford, og så skulle de ud og bade, næsten uanset vejret, fortæller sønnerne, Henrik og Torben Klitgaard.
Samtidig var Harald Klitgaards franske mor vild med Vesterhavet, og det blev derfor til utrolig mange ture til Blokhus, indtil det også blev til et sommerhus i området.
Fascinationen af havet og kærligheden til Blokhus var Harald Klitgaard derfor vokset op med, hvorfor han og hustruen Karen også først lejede sommerhus bag den gamle købmandsgård og siden byggede deres eget.
– Det var på Gormsvej i Sønder i By. Det var før, der var noget, der hed Gormsvej, og man skulle køre til grunden via stranden, fortæller Torben Klitgaard om det gule hus med stråtækt tag.
Helt særlige evner
Egentlig ville Harald Klitgaard gerne have været arkitekt, men han overtog farens konfektionsfabrik i Aalborg og førte den videre.
Den var kendt for at sy specialunifomer til teatre, brandvæsnet og den helt store kunde, SAS, men en dag bankede Kansas på og tilbød at købe fabrik, produktion og kunder.
– Den gang var min far 53 år og blev reelt pensionist, men han var langt fra klar til at sidde stille, så salget gav ham mulighed for at udfolde sig for alvor, fortæller Henrik Klitgaard.
Harald Klitgaard havde nemlig den særlige evne, at han kunne skabe entusiasme for sine ideer og sammen med sit store netværk som tidligere formand for handelsstanden i Aalborg, byrådsmedlem i to perioder, fransk konsul samt en række bestyrelsesposter var det en unik og ret så effektiv kombination.
Harald Klitgaard kunne få den særlige ide og ikke mindst få den til at blive en realitet. Han evnede at få sat det rette hold og skabe opbakning til ideerne samt ikke mindst sikre finansieringen.
Men før ideen kunne bringes til live, blev den ofte drøftet med hustruen Karen. Harald og Karen var nærmest en symbiose, fortæller Henrik Klitgaard. Alle store ideer blev drøftet på deres utallige gåture langs Blokhus strand, og det var på gåturene, at de store beslutninger blev taget. I fællesskab.
Inspireret af historien
Alt dette kom Blokhus til gode – ikke alene på grund af Harald Klitgaards passion for området, men også fordi, ingen havde endnu samlet og skrevet Blokhus historie.
Det fandt Harald Klitgaard ud af, da han gæstede Egnssamlingen i Saltum for at læse en bog om Blokhus historie.
– Men han kom hjem med den besked, at der ikke var nogen bog, og han havde lidt for sjov fået at vide, at den måtte han selv skrive, fortæller Torben Klitgaard.
Det gjorde han så.
Fra Istid til Ispind
Harald Klitgaard dykkede ned i Blokhus historie, og det blev ikke alene til bogen ”Blokhus fra istid til ispind”, der udkom i 2007.
Det blev også til kendskab til områdets tid før og under 2. Verdenskrig, og det motiverede ham til at arbejde for en genopførelse af både Sømærket og Redningsstationen, som tyskerne havde ødelagt under krigen.
– Han blev forelsket i tanken at genopbygge Sømærket som vartegn, husker Torben Klitgaard.
Og så tog det ene projekt det andet, fordi han fandt ud af, at der var et Fiskerne Hus i gamle dage, og at der var en kanon, som var skyllet i land fra et strandet engelsk skib, og den blev til oprettelsen Blokhus Kanonlaug.
Dermed fik ildsjælen skabt de ringe i vandet, der har givet Blokhus sine vartegn og traditioner, som er med til at gøre Blokhus til meget mere end en badeby.