Skulpturparken Blokhus kan se tilbage på en god november måned, og interessen for Magisk Jul ser ud til at fortsætte.
Muligheden for at opleve to millioner julelys, hyggelige julehytter og stemningsfuld julemusik får nemlig mange gæster til at søge mod Blokhus.
– Lige nu oplever vi ekstraordinær stor interesse for Magisk jul – og gæsteantallet ser ud til at ligge godt 10% over sidste år, for november måned, siger John Andersen, indehaver af Skulpturparken Blokhus.
Det emmer af jul
Magisk Jul har opnået nye højder i år med de nye initiativer og ambitionen om at skabe den bedste oplevelse for gæsterne. Som altid er det millioner af julelys, blinkende julestjerner, guldkareter og Europas længste lystunnel, der skaber det fortryllende juleunivers. Der er også særlige børnevenlige attraktioner såsom syngende pingviner i hyggeligt snelandskab og en imponerende farverig påfugl.
Men dertil kan der igen i år også opleves et imponerende lyd- og lysshow. -Det findes ikke mage til i Europa, fastslår John Andersen. Det er helt unikt. De mange tusinde lys og den hyggelige julemusik omfavner hele den 20.000 m2 store park, hvor både sandskulpturer, tunnel, butiksarkade, lys i skoven og stier funkler i samspil med musikken.
Arkade Galleri og julehytter
Blandt sandskulpturerne kan gæsterne opleve julehytter, hvor der sælges alt fra gløgg og æbleskiver til jernskulpturer, kunstværker og unika samt brændte mandler. – Shoppeoplevelsen er i år krydret med endnu mere kunst. Indenfor i Arkade Galleriet er der arbejdende værksted, hvor gæsterne bl.a. kan få en kunstoplevelse i særklasse med unikke malerier, keramik og skulpturelle værker, plantefarvet design og meget mere.
Betagende julemagi
Når mørket sænker sig, kan du komme helt tæt på de betagende og oplyste eventyr, der bringer dig i ægte hygge stemning. Temaet: ”H.C. Andersens Eventyr” er nemlig omdrejningspunktet for de 10 imponerende og oplyste sandskulpturer i parken.
-Jeg er meget taknemmelig for de mange gæster, der lægger vejen forbi og håber, at det fortsætter december ud, siger John Andersen.
Skulpturparken holder åbent tirsdag-søndag fra kl. 15-21 frem til 23. december og igen fra 26. – 30. december. Lukket mandage.
2 for 1
Melder sulten sig, så har Skulpturparkens café et helt særligt tilbud i december.
På udvalgte dage er der 2 for 1 tilbud:
Bestil ribbensburger og sprøde pommes med aiolí og nyd samtidig udsigten til 2 millioner julelys
Ribbensburger er en luftig burgerbolle med sprødstegt steg, salat, hjemmelavet agurkesalat, rødkål og husets whip. Hertil sprøde pommes og aioli. Kr. 189,-
Tilbuddet er kun gældende for gæster til Magisk Jul. Entrébillet skal fremvises for at udløse rabatten.
Tilbuddet serveres i åbningstiden i caféen og orangeriet på udvalgte datoer:
Tirsdag den 12. december
Tirsdag den 19. december
Onsdag den 20. december
OBS! Tilbuddet er ikke gældende for take away