Tekst: Martin Frandsen – Foto: Poul Nymark
Når der torsdag 7. oktober kl. 15 fernisering på Museum for Papirkunsts nye udstilling, Paper Art People, så sker det med fremmøde af flere honoratiores, men Bit Vejle lægger først og fremmest vægt på, at museet er det lokale museum.
Derfor er der også gratis adgang samt gratis kage og kaffe til alle gæster ved ferniseringen, og Bit Vejle håber på stor lokal interesse.
Åbningen
Den officielle åbning foretages af kontorchef Ole Winther, Kulturministeriet, ligesom USA's ambassade vil være repræsentere, og der er en hilsen fra den græske ambassadør.
Fra Seattle kommer Eric Nilson, der er direktør for det største nordiske museum uden for Norden, hvor Bit Vejle udstiller i næste uge, mens Helle Bak Andreasen repræsenterer Jammerbugt Kommune.
Desuden kommer en af kunstnerne forbi.
Det er Felix Semper, der med sig har en pose flæskesvær, selvfølgelig udført i papir.
Udstillingen
Papirskulpturer af menneskekroppen er omdrejningspunktet i den nye udstilling, og de fire medvirkende internationalt anerkendte papirkunstnere arbejder med papirskulpturer af menneskekroppen på hver deres måde.
Papmaché og pop
Vally Nomidou, Grækenland, bygger sine skrøbelige og hudagtige overflader op i lag af papirmaterialer, som danner en nærværende og poetisk fortælling om menneskekroppen og dens erfaringer.
Amerikanske Will Kurtz tapetserer og pap-machérer sine kæmpe skulpturer af lokale New York’ere ved brug af New York Times og skildrer vilkårene for de skæve eksistenser i den vestlige storby.
Warren King bygger sine menneskefigurer i brunt pap og fortæller historier om forfædre, traditioner, migration og menneskelig visdom.
Felix Semper vender papiret og bygger sine skulpturer af pop-idoler op i vandrette lag der skjules af skulpturens masse, men som er udtrækbare og overraskende.
En mangfoldighed
Tilsammen viser udstillingen mangfoldigheden i kunstnernes brug af papirmediet og dets evne til at fortælle konkrete og almene historier om menneskelivet og kroppen, som gør dig nysgerrig og eftertænksom.
Udstillingen vises fra 7. oktober 2021 til 25. september 2022.
Udstillingen skabes i samarbejde med udstillingsarkitekt Tina Midtgaard.
I museets Papirværksted kan du selv arbejde med papir og skulptur og fortælle din egen historie.