Fårups eget ismejeri, Brogaardens Is, som åbnede sidste år i forbindelse med forlystelsesparkens 50-års jubilæum, har været så eftertragtet, at parken nu slår dørene op for en helt ny isbutik i Løkken. Her kan sommerglade gæster se frem til den lækre, hjemmelavede is lavet på de bedste råvarer.
Der er udsigt til endnu flere iskolde og velsmagende fristelser i en af Nordvestkystens mest populære feriebyer med åbningen af Brogaardens Is i Løkken. Fårups eget ismejeri byder på lækker, hjemmelavet is af højeste kvalitet og åbnede sidste sommer, da forlystelsesparken fejrede sit 50-års jubilæum. Den lækre is har vist sig at være meget eftertragtet, og for at imødekomme den store efterspørgsel har parken fået mod på at udvide med en isbutik i Løkken, så isen nu også bliver tilgængelig uden for forlystelsesparken.
– Vi er kommet flyvende fra start med vores eget ismejeri, og gæsterne har taget rigtig godt imod vores lækre, hjemmelavede is. Det er derfor helt oplagt at udvide med en ny isbutik i Løkken, hvor vi bliver naboer til nogle af vores gode samarbejdspartnere Huset HAVS og Slice of Life. Vi glæder os meget til at tage hul på en skøn sommersæson i Løkken, som har gennemgået en imponerende udvikling i løbet af de seneste år, og som vi er meget stolte af at bidrage til, siger Niels Jørgen Jensen, direktør i Fårup.


Brogaardens Is er opkaldt efter den gamle gård, som lå, hvor Fårup ligger i dag, og som ejede dele af den jord, der i dag er forlystelsesparken. Ismejeriet har dermed en stærk forbindelse til områdets rødder og er samtidig en del af et vigtigt nyt kapitel i sommerlandets historie, hvor barren er sat højt for mad og kvalitet, og hvor alle spisesteder som minimum har Det Økologiske Spisemærke i bronze.
– Håndværk, smag og kvalitet er nøgleord for ismejeriet. Fx er al mælk og fløde i vores is økologisk fra Thise Mejeri, ligesom vi bruger danske bær. Vi prioriterer godt håndværk uden smagsforstærkere eller konservering i vores naturlige, hjemmelavede is – helt uden numre. Medarbejdere fra Brogaardens Is er desuden uddannet hos nogle af de allerbedste inden for produktion af den klassiske, italienske mælkeis, Gelato University hos Carpigiani i Italien. Velsmagende is hænger unægtelig sammen med sol, sommer og gode oplevelser sammen, og det er lige præcis, hvad vi ønsker at skabe rammerne for, siger Niels Jørgen Jensen.
Den nye isbutik i Løkken kommer til at ligge på Sdr. Strandvej på vej ned mod den velkendte, brede sandstrand, der prydes af de ikoniske, hvide badehuse om sommeren. Brogaardens Is i Løkken åbner efter planen den 14. maj 2026, der markeres med et åbningsevent.





