Karsten Egelund fra Jambo Feriepark fortæller til Blokhus Avis, at man har haft et godt forår belægningsmæssigt med mange gæster, der har nydt forsæsonen på den 5-stjernede luksuscampingplads midt i den smukke natur og tæt på Vesterhavet.
Vejret i starten af sommersæsonen har derimod ikke ligefrem været fremmende for lysten til at campere, men heldigvis har Jambo Feriepark faciliteter, der gør, at vejret ikke er altafgørende. Med café, masser af aktivitetstilbud herunder en 18 hullers minigolfbane samt luksushytter, vil der altid være søgning uanset vejr og vind.
Grund til optimisme
Karsten Egelund glæder sig over en belægningsprocent, som overstiger sidste års, og han ser frem til resten af sommeren i håbet om og med ønsket om, at sommervejret fremover vil vise sig fra den bedste side med masser af sol og varme. – Sidste år valgte en del at tage sydpå, men med den ekstreme varme og den mangel på drikkevand, der er mange steder på de kanter, er lysten til at blive i Danmark styrket på trods af lidt regn og blæst – så er 20 varmegrader måske også, når det kommer til stykket bedre end noget, der nærmer sig det dobbelte, lyder det fra Karsten Egelund.
Alt andet lige er der grund til optimisme og tilfredshed er hans konklusion.