(Foto: Poul Nymark)
Jammerbugt Kommune har en solid førerposition og er igen landsdelens absolut største turistkommune målt på overnatninger.
Trods et år der fortsat var præget af Coronakrisen, har Jammerbugt Kommune igen haft et fantastisk flot turistår.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Flot vækst
Antallet af overnatninger i 2021 i kommunen er steget med knap 111.368 sammenlignet med 2020.
Med 1.826.618 overnatninger i 2021 betyder det en vækst på 6,5 procent.
Når der sammenlignes med rekordåret 2019 med 1.728.237 overnatninger, er der tale om en fremgang på 5,7 procent.
Det er især de danske gæster, der de seneste to år har trukket væksten. Alene i 2021 var 69 procent af alle overnatninger fra danske turister og 28 procent fra de loyale tyske turister.
Udenlandske turister
Efter et par år præget af Corona, forventes de udenlandske turister at vende stærkt tilbage til Jammerbugten i 2022.
– Det er jo dejligt, at turisterne gerne vil besøge os i Jammerbugt, og det viser tydeligt, at det går rigtig godt med det vigtige erhverv, som turisme er for vores kommune. Vi er enorm stolte af resultatet, som slår fast, at vi fastholder vores position som den største overnatningskommune i Nordjylland, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.
Store forventninger
Forventningerne til 2022 er store. Den tværkommunale Destination Nordvestkysten er kommet godt i gang med markedsføringen af Jammerbugten på de internationale markeder, og de lokale sommerhusudlejningsbureauer melder om rekordhøj udlejning.
– Det er gået helt vildt godt. Den positive udvikling i turismen er fantastisk godt for væksten og beskæftigelsen i hele Jammerbugten, siger Anna Oosterhof, chef for erhverv og turisme i Jammerbugt Kommune.
– Vi har det seneste år brugt meget tid på at skabe flere og nye events, da vi ved at mange vælger Jammerbugten til for de mange aktiviteter der er året rundt, en opgave vores eventmedarbejdere løser i tæt samarbejde med Erhvervsforeningen Destination Blokhus og Destination Slettestrand – Thorupstrand, siger hun.
Seneste skud på stammen er det flotte Vinterfestivalprogram i Blokhus, og der arbejdes på højtryk med nye og spændende tiltag til påsken.