Fodbold 2. division
Jammerbugt FC – Næsby: 4-1 (0-0)
1-0 (48.) Michael Stokbro
2-0 (52.) Max Møller
2-1 (66.)
3-1 (74.) Max Møller
4-1 (79.) Viktor Ahlmann
Jammerbugt FC er tilbage på 1. pladsen i 2. divisions gruppe 3 efter lørdagens hjemmesejr på 4-1 mod Næsby, selv om holdet har spillet 1 eller 2 kampe færre end rivalerne.
– Vi ramte ikke loftet i dag, så det er positivt, at vi kan se så solide ud uden at ramme loftet. En premierekamp er altid svær og det vigtigste er at vinde, og det er lang tid sinde vi har vundet så overbevisende, siger cheftræner Bo Zinck.
Ændrede i pausen
1. halvleg sluttede ellers uden scoringer, selv om Jammerbugt FC kom til lidt chancer.
– Næsby overlod mere plads og spil til os, end jeg havde regnet med, og vi spillede lidt anspændt med håndbremsen trukket. Men i pausen fik vi ændret nogle ting, så vi fik et andet udtryk, forklarer Bo Zinck.
Jammerbugt FC kom foran kort efter pausen, da Michael Stokbro fik fat i en returbold i feltet og first-timede den flot op i krogen.
Og få minutter senere blev det 2-0, da Lasse Storvang erobrede en bold og var 2 mod 1 sammen med Max Møller, som scorede via overliggeren.
Dobbelt målscorer
Herefter havde hjemmeholdet flere chancer til at komme yderligere foran og lukke kampen, men Næsby fik reduceret på et flot langskud fra 25 meter, hvor bolden sad oppe i målhjørnet.
Dog holdt Jammerbugt FC fast i kampen, og Max Møller kunne score for anden gang, da han blev spillet fri på kanten og scorede i det lange hjørne med sit venstre ben efter en god skudfinte.
Indskiftede Viktor Ahlmann cementerede sejren efter at have opsnappet bolden.
Topkamp på lørdag
– Det var en rigtig flot premierekamp. Flot af holdet, og vi er helt klar til københavnerne på lørdag, siger Bo Zinck.
Det er nemlig de nærmeste rivaler i toppen fra Frem, der lørdag 6. marts kommer på besøg på Sparekassen Vendsyssel Arena til et yderst spændende opgør, der vel med rette kan betegnes som en 6 points kamp.