Vesthimmerland, Jammerbugt, Thisted og Brønderslev kommuner har besluttet at etablere en fælles borgerrådgiverfunktion, som skal hjælpe borgerne med at finde rundt i regler, forstå en afgørelse eller komme videre i en sag.
Der ansættes to borgerrådgivere, hvoraf den ene skal dække Jammerbugt og Brønderslev og den anden Vesthimmerland og Thisted.
Borgerrådgiverne er foreløbigt ansat til udgangen af 2024, hvor det vurderes om, ansættelserne skal forlænges.
Ansættelserne finansieres af midler fra ansøgningspuljen til borgerrådgivning, der administreres af Bolig – og Planstyrelsen.
Styrke dialog
Formålet med at ansætte en borgerrådgiver er at styrke dialogen mellem borgere og kommunen.
Det skal også bidrage til at sikre borgernes retssikkerhed i forbindelse med kommunens sagsbehandling og faktiske forvaltningsvirksomhed. Borgerrådgiveren skal desuden medvirke til, at henvendelser bruges konstruktivt til læring og forbedringer af kommunens sagsbehandling og borgerbetjening.
Vejlede og hjælpe
Jane Jakobsen, der er uddannet Socialrådgiver, skal være borgerrådgiver i Brønderslev og Jammerbugt Kommune.
– Jeg skal bl.a. vejlede borgerne om klagemuligheder over afgørelser, hjælpe med at forstå breve og anden kommunikation fra kommunen. Og er kommunikationen gået helt i hårdknude mellem borger og kommune, skal jeg hjælpe til med at genskabe dialogen. Og så skal jeg sørge for, at vi i kommunerne kan lære af vores fejl, men også hjælpe borgeren med en forståelse for, hvorfor kommunens afgørelse er endt, som den er, siger Jane Jakobsen.
I Vesthimmerland og Thisted Kommune er Ranweig Johansen blevet ansat, som ligeledes er Socialrådgiver.