Jammerbugt Kommune indgik 9. oktober 2009 en klimakommuneaftale med Danmarks Naturfredningsforening om at nedbringe CO2-udslippet med 2 pct. om året frem til 2025.
Foran regnskabet
Samlet set er CO2-udledningen reduceret med 22 pct. siden 2018.
Jammerbugt Kommune skulle mindst have reduceret udledningen med 19,9 pct., og Jammerbugt Kommune lever derfor op til Klimakommuneaftalen.
– Kommunen har præsteret et flot fald i forhold til CO2-udledningen. Vi ser en reduktion på flere områder, og vi efterlever til fulde vores aftale med Naturfredningsforeningen. Nu skal vi fortsætte den gode tendens og fokusere på også at nedbringe udledningen fremover, siger borgmester Mogens Christen Gade.
- Den samlede CO2-udledning fra de kommunale bygninger og tekniske anlæg er faldet med 29,3 pct. i forhold til 2018.
- Både el- og varmeforbrug er faldet i 2019 i forhold til 2018.
- CO2-udledning fra kørsel i Vej og Park samt hjemmeplejen i 2019 er faldet med 8,3 pct. i forhold til 2018.
- Varmeforbrug i kommunale bygninger og tekniske anlæg er siden 2018 faldet med 25,5 pct.
- Elforbrug er faldet med 4,9 pct.
Yderligere tiltag
Selvom der er sket en stor reduktion i CO2-udledningen, er de kommunale bygninger stadig en kilde til CO2-udledning.
I Jammerbugt Kommune er der afsat en pulje på 1 mio. kr. om året til energibesparelse i forbindelse med vedligehold af kommunens ejendomme.
Puljen tages i brug ved ombygninger og renoveringer, hvor den kan bidrage yderligere til at nedbringe af bygningens energiforbrug.
Et eksempel kan være udskiftning af ældre ventilationsanlæg eller efterisolering i forbindelse med en tagudskiftning.
Biersted og Saltum skoler
Der er f.eks. opstartet et energirenoveringsprojekt på Biersted Skole og energibesparende initiativer på Saltum Skole i forbindelse med ombygning af dem. Der er igangsat flere tagrenoveringer samt større vinduesudskiftninger.
Jammerbugt Kommunes serverrum bliver også udskiftet, hvilket forventes at generere en stor besparelse i elforbruget.
Med i samarbejder
Jammerbugt Kommune indgår også i flere samarbejder, som Projekt Grøn Energi Nordjylland, hvor der er fokus på at skabe arbejdspladser og merværdi gennem strategisk energiplanlægning og grøn energiomstilling.
Jammerbugt Kommune er også en del af klimaprojektet DK2020, hvor målet er at udarbejde en klimaplan med et strategisk sigte og konkrete handlinger samt initiativet Compact of Mayors, som arbejder med dels at reducere udledningen af drivhusgasser, og dels at gøre kommunen mere modstandsdygtig over for klimaforandringerne.