Tekst og foto: Martin Frandsen
En gruppe kunder kigger nysgerrigt ind i den flotte butik hos Jan Jørgensen Jewelry på Springvandstorvet i Blokhus, og det underbygger de ord, som indehaveren netop har fortalt.
– Vi blev nærmest bestormet, da vi åbnede i påsken og var bekymret for, om vi kunne styre at have så mange kunder på én gang. Men siden er der kommet et overskueligt og konstant flot flow i butikken. Vejret betyder sindssygt meget for, hvor mange kunder her er, og de kommer ofte i ryk, fortæller Jan Jørgensen.
Særlige opgaver
Dog ser han gerne at flere får øjnene op for den kaffelounge, som også er en del af butikken.
– Det giver mulighed for at også at købe en kop kaffe og sætte og hygge sig.
Jan Jørgensen Jewelry er i gang med rigtig mange specialopgaver.
– Vi har mange kunder, der kommer med gammelt arveguld, som de vil have lavet om. Vi har eksempelvis en kunde, som vil have det ændret til et armbånd, og vi kalder hende ind i butikken flere gange undervejs i processen, så vi sikrer, at vi får det bedste resultat, forklarer Jan Jørgensen.
Kærlighed til byen
Han er meget taknemlig for den modtagelse, forretningen har fået i byen med rosende og positive tilkendegivelser om, at Blokhus har manglet et sted som dette arbejdende smykkeværksted.
– Det fortæller de jo, fordi de kærer sig om Blokhus, Der er sindssygt mange, som har et kærlighedsforhold til byen, fortæller Jan Jørgensen.
– Jeg er allermest glad for den stemning, her er. Kunderne kommer med paraderne nede. De har fri og er afslappede, og det er vores personale også, så her er rigtig mange muntre timer. Vi er sindssygt glade for at være flyttet til Blokhus.