Blokhus Avis har mødt frontfiguren for home i Blokhus under fire øjne. Det stod ikke skrevet over Jeppe Egelund Straarups vugge i Frederikshavn, at han skulle blive en fremtrædende ejendomsmægler. Her på terrassen ved sommerhuset i Lille Norge, guider han os igennem turen fra barndommen og ungdommen i fødebyen til det sted, han står i dag. Da han havde nået 10. klasse på Ørnevejens Skole i Frederikshavn, vidste han som så mange andre, der afslutter folkeskolen, ikke rigtigt, hvad der så skulle ske. Han havde egentligt leget med tanken om at lave noget med mekanik eller noget håndværksmæssigt. Så fik han en snak med en kammerat ude ved skolens cykelstativer, og den blev afgørende for, at valget i stedet faldt på handelsskolen, og få år efter stod Jeppe med en handelsstudentereksamen. – Og hvad skulle der så ske? Igen var Jeppe i tvivl. Et godt job ved Stena Line på havnen i Frederikshavn, hvor han arbejdede 40 timer om ugen fordelt på fire nætter og med weekenderne fri til ungdommens fornøjelser, gjorde, at han måske ikke havde så travlt med at få taget en beslutning.

Løbebanen som ejendomsmægler tager fart

Jeppe havde en klar fornemmelse af, at han var god til at sælge. Derfor tog hen kontakt til en lokal home-mand, Jens Jørgensen. Han antog imidlertid ingen, medmindre de havde uddannet sig på Handelsakademiet Mariager Fjord. Så det blev næste station for Jeppe. Efter at være kommet igennem første år af den halvanden år lange uddannelse fik han et prik på skulderen af en lærer, der havde set mulighederne i den unge mand: Tag op til Henrik Stage i Vejgaard. – Som sagt så gjort. Jeppe blev efter endt uddannelse som finansøkonom  ansat som trainee i den aalborgensiske home-butik, og så var skinnerne lagt til en karrière som ejendomsmægler. I dag er Jeppe Straarup medejer af syv home-butikker – siden 2019 også af home i Blokhus, som han i dag er leder af, og hvis vækst han har primær fokus på. Faktisk har Jeppe trods sine kun 45 år  mere end 20 års erfaring inden for salg af fast ejendom.

Køb af sommerhus og frontfigur i home Blokhus

Under sit ophold på akademiet i Hobro mødte han en medstuderende, Connie, som i dag er hans hustru og mor til deres to børn. Efter et fald beskadigede hun sin ryg så voldsomt, at hun efter at have videreuddannet sig og virket som bankrådgiver, blev førtidspensionist. Det satte skub i ønsket om at få et sommerhus, hvor familien kunne nyde freden og roen og i det hele taget indrette sig, så familielivet kunne fungere optimalt og fleksibelt. Privatboligen i villaen i Kærby i Aalborg har således siden 2020, hvor de vandt en udbudsrunde, blevet suppleret med en oase og en naturperle i den smukke natur ved Saltum Strand og Lille Norge. Såvel Jeppe, hustruen Connie som deres to skolesøgende børn er betaget af vestkystens natur. Den giver fred og ro i sjælen og masser af nærvær. Som Jeppe siger: Når du drejer ned ad Saltum Strandvej ved Saltum Kirke, så falder pulsen helt automatisk ned, og du slapper af. Både mine og familiens øjne er i den grad blevet åbnet for området. Derfor tilbringes alle ferier og weekender da også i det elskede sommerhus, siger Jeppe. Købet af sommerhuset var også den direkte årsag til, at jeg påtog mig opgaven som frontfigur og hovedansvarlig for home i Blokhus, tilføjer han.

Centrale etiske værdier som ledetråd

Centrale etiske værdier, der går igen som ledetråd for Jeppe Straarup både arbejdsmæssigt og privat er, at en aftale er en aftale og den skal holdes som lovet. – Og han er i såvel sit arbejdsliv som i sit privat liv meget struktureret og styret af kravet om ærlighed og oprigtighed i alle livets forhold. Privat er han meget familieorienteret og har ikke behov for store selvrealiserende projekter. Han nyder derimod at gå en tur med Connie ad eksempelvis Sti 100 – omgivet, som den er af den smukke, storslåede og fascinerende natur. Det er bare balsam for sjælen, understreger Jeppe Straarup. Netop hjemvendt fra Østrig efter en hastigt planlagt ferie konstaterer han, at intet slår Lille Norge. 

Der lyder et bekræftende bjæf fra hunden Kate – en lille charmerende hvidpelset hund af racen malteser.

Læs om fantastiske oplevelser og events