– Torsdag 21. maj inviterer Jesper Mørkholt til fødselsdag på Limfjordsgade 99 på Gjøl. Hans øl-butik ”Ølsmageren” fylder nemlig 1 år.
Åbent hus
Det skal fejres med åbent hus med respekt for Covid-19.
Derfor har han delt dagen op i tre sektioner, nemlig klokken 11-12 og 12-13 samt 13-14, hvor gæsterne kan komme og få smagsprøver på alverdens forskellige gode øl, opleve de mange gode tilbud samt spise en grillpølse på en af familiens to terrasser eller hos naboerne, Kirsten og Jesper Rasmussen.
Derfor skal man tilmelde sig hos “Ølsmageren” på Facebook, eller være forberedt på, at der kan være kø.
Håndbrygget øl
Jesper Mørkholt kan også byde på sin egen håndbryggede øl fra Gjøl Bryggeriet skænket fra hanen.
– Jeg må ikke sælge det, fordi jeg ikke er fødevaregodkendt. Det er jo ren hobby, forklarer han.
Jesper Mørkholt har brygget øl i 17 år og holdt utallige ølsmagninger.
– Men de øl, jeg kunne få fra andre steder, var ikke altid de øl, jeg gerne ville have. Så gik jeg skridtet videre og fik min egen butik, fortæller han.
Lige nu har han 90 forskellige øl. Målet er at nå de 100.
Viborg Bryghus
Og med hobbyen lærer han mange nye mennesker at kende, og det bringer mange gode oplevelser med sig.
– Jeg har lige været på Viborg Bryghus for at købe øl, og jeg fik en snak med brygmesteren, Rene Sørensen. Det viser sig, at han er fra Gjøl og har gået i klasse med min kone, Line.
– Han fortalte lidt om, hvad han har gang i med øl, og jeg fik smagt nogle af hans nyeste. Når man har en butik, så kommer man rundt og får talt med brygmestrene og hører, hvad de har tænkt med de forskellige øl, siger Jesper Mørkholt.
Spændende alkoholfrie øl
Han går meget efter dansk mikrobryg samt belgiske øl til sin butik.
– Og også alkoholfrie øl. De er voldsomt spændende lige nu. Du kan drikke en øl til middag uden at blive blæst af det, og der er kommet noget virkeligt lækkert alkoholfrit øl. Det er noget helt andet end det, du kunne købe for 3-5 år siden, fortæller øl-entusiasten.
Den gode øl
Jesper Mørkholt gik i gang med sin hobby, fordi han var træt af at skulle betale mange penge for at få noget godt øl. Og så ville han gerne lære processen bag at kende. Siden er det bare gået videre skridt for skridt.
Men hvad er en god øl?
– Lige nu er det frugtig IPA, som også gerne må have lidt maltdybde, så det ikke kun er humlen, der dominerer. Den er frisk lige her til sommeren, og det er noget af det, som bryggerierne leger meget med lige nu. Til efteråret så bliver det mørkt øl, siger Jesper Mørkholt og tilføjer.
– Men jeg går heller ikke af vejen for en tung stout.
Den nære oplevelser
”Ølsmageren” skal ikke være andet end en hobby.
– Den skal blot kunne betale min årlige tur til Belgien. Jeg vil heller ikke
have en hjemmeside med salg. Jeg vil ikke til at sende ud.
– Det er vigtigt for mig at have den personlige snak med kunden. Jeg kan huske,
hvad han tidligere har købt og så vejlede, hvad han så skal ud i. Det skal være
den nære oplevelse og ikke et klik på musen.