Er du ung, senior eller midt imellem? Turistbranchen har brug for dig.
Over 20 virksomheder går sammen om at afholde en jobmesse i Løkken, hvor de rekrutterer medarbejdere til den kommende turistsæson. Mange turistvirksomheder langs Vestkysten oplever udfordringer med at finde arbejdskraft og derfor giver en jobmesse rigtig god mening, lige inden turisterne for alvor rykker ind.
Idéen til messen kommer fra Lokalnetværket Løkken Udvikler Sammen, fortæller tovholder Helle Glyø. Netværket består af virksomheder, foreninger og private borgere, der drøfter aktuelle problemstillinger og finder løsninger. Det var her, ideen om jobmessen opstod sidste år bl.a. inspireret af, hvordan Fårup Sommerland har rekrutteret seniorer til ledige stillinger. Messen blev en succes og gentages nu i år.

-Der er ingen aldersmæssige begrænsninger. De ledige job henvender sig ikke udelukkende til de unge men i lige så høj grad til dem, der er gået på pension for tidligt, og måske i virkeligheden har fortrudt, forklarer Helle Glyø. Det behøver ikke nødvendigvis at være en fast stilling. Man kan også være ansat på timebasis. De ledige jobs spænder bredt:
-Man kan for eksempel gøre rent i sommerhuse eller servicere turisterne i restauranterne. Udbuddet er bredt og henvender sig til en bred målgruppe.
Det er jobcenteret i Hjørring Kommune, der er primus motor for messen, og de koordinerer indsatsen med jobcentrene i både Jammerbugt og Brønderslev Kommuner, som ved fælles hjælp får informationen ud til de ledige.
Messen afholdes onsdag den 4. marts kl. 10-13 på Kallehavegård Badehotel i Løkken, Søndergade 80, 9480 Løkken.
Kig forbi. Måske er det lige dig, turistbranchen er på udkig efter, lyder opfordringen.
Er du forhindret på selve dagen, så kan du også følge med på facebookgruppen Job opslag i 9480 Løkken hvor alle ledige jobs vil blive offentliggjort.




