Orangeriet i Skulpturhuset var fyldt til sidste plads, og det bugnende gavebord vidnede om den store berøringsflade, John Andersen har opbygget gennem mange år som aktiv erhvervsdrivende.
Erhvervsmanden har sat et tydeligt aftryk på Blokhus-Hune og den udvikling området har gennemgået gennem de seneste årtier. Gennem et langt arbejdsliv som blandt andet skibskok, restauratør, ejendomsmægler, investor og projektudvikler har han været med til at skabe nyt liv i bygninger, udvikle attraktioner og styrke samarbejdet mellem områdets aktører.
Gennem mere end 50 år har Johns hverdag været præget af udvikling og projekter og en særlig evne til at få idéer ført ud i livet.
Men nu er tiden kommet til et nyt kapitel.
Gæsterne stod i kø for at hilse på fødselaren, og der blev som indledning på arrangementet sunget fødselsdagssang for fødselaren.
Datteren Rikke trådte op på scenen og bød velkommen til alle og med sin tale kom hun omkring mange ting.

Du imponerer og inspirerer, sagde hun og fortalte hvordan hun og broderen Michael har fulgt John tæt igennem mange år i forbindelse med hans forskellige virksomheder. Hun lagde særligt vægt på noget, de har lært: Når mange får en god ide skriver de den ned. Når du får en god ide, så køber du en bygning. Hvor andre siger, det kan ikke lade sig gøre, så siger du hold min kaffe og straks er du i gang med dit næste eventyr. Men det stærke engagement og entreprenør-ånd og hans forbilledlige indsats er også noget, der har sat sig som aftryk hos hans børn: -Du har altid vist os at hårdt arbejde, mod og viljen til at prøve noget nyt kan føre langt.

Bag kulissen er der også et mere nuanceret billede af John, som Rikke fortalte om:
Mange har sikkert et billede af John som både heldig eller ”lidt for dygtig”, sagde Rikke. Men til det hører der med, at der ligger tusindvis af arbejdstimer bag og en glødende passion. Intet har kunnet holde John Andersen tilbage. -Lykkedes det ikke første gang, så prøvede du bare igen. Den ene ide afløser den anden, og andre har ofte svært ved at følge med, fortsatte Rikke.
Hvad der for nogen kaldes pension, er for John nærmere fleksibel arbejdstid. John har flere gange ytret at han ville gå på pension, men nye ideer og projekter har stået i kø og trukket i den driftige erhvervsmand, som har umådelig svært ved at sidde stille og nyde sit otium.
-Men nu tror vi mere på det, og håber du vil gøre alvor af at trække dig tilbage.
Med et smil fortalte hun, at familien dog fortsat frygter, hvad der kan ske, hvis John får tre sammenhængende fridage. Så risikerer vi, at han hurtigt er på udkig efter endnu en ejendom eller i gang med næste projekt.
John har sat et aftryk hos mange og også hos familien.
-Du kommer til at blive savnet som kollega, sparringspartner og mentor, pointerede hun. Men selvom John takker af arbejdsmæssigt, glæder familien sig til at få endnu mere tid sammen med den kærlige far, svigerfar, morfar og farfar som John også er, lod hun os vide.
-Tak for din støtte, din inspiration og fordi du altid har troet på os, sluttede en tydeligt rørt Rikke, som sammen med sin bror Michael nu fører familievirksomhedens aktiviteter videre efter det generationsskifte, der er sat i gang.
Afslutningsvis havde Rikke valgt at hylde sin fars sønderjyske ophav. Derfor blev talen afløst af en smuk koncert med den sønderjyske sangerinde Rikke Thomsen, som med sine sange satte en stemningsfuld ramme om dagen og rundede den officielle del af fejringen af på fineste vis.
Og selv om John Andersen officielt har sagt farvel til arbejdslivet, står mange sikkert tilbage med tvivlen om, hvorvidt han nogensinde bliver helt færdig med at få nye idéer. Det må tiden vise.




