Brovst

Jonna Skydt Andersen 

Stortrives med Tranum Lys og Glas

Jonna Skydt Andersen, der i dag er 63 år, er født i Thisted, og har altid drømt om at blive keramiker. Hun har som voksen levet drømmen ud og stortrives som indehaver af Tranum Lys og Glas, som ligger midt i en storslået og smuk natur lidt uden for Tranum. Hun er uddannet folkeskolelærer fra Aarhus Seminarium i 1985.Sammen med sin mand Asger overtog de i 1988 gården på Ejstrupvej, der i dag er hjemsted for Tranum Lys og Glas. Her støbte Asger lys, mens Jonna fra 2003 arbejdede med glas og keramik. Hendes store passion for keramik førte endvidere til en uddannelse som keramiker fra Aarhus Kunstakademi, og Jonna har som en del af Tranum Lys og Glas indrettet et keramikværksted med drejeskive, æltebord og ovn. Her udlever hun sin livslange drøm om at arbejde kreativt med at udtrykke sig gennem keramisk kunst- og glashåndværk. Faktisk kan Jonna i år fejre sit 20 års jubilæum som selvstændig, og Tranum Lys og Glas er i dag et eftertragtet mål for mange mennesker med interesse for den verden og de produkter, som Jonna skaber. Jonna er helt bevidst om, at skal man skabe sig et levebrød, så må man udover at være kunstner også være købmand. Derfor hører butikken til som en integreret del af Tranum Lys og Glas.
Sideløbende med værkstedet og butikken har Jonna i stuehuset indrettet Bed & Breakfast, og stedet besøges blandt andet af en del vandrere, som typisk overnatter en enkelt nat, inden vandreturen går videre. 
Jonna og Asger var frem til 2013 fælles om at drive Tranum Lys og Glas, men sygdom gjorde at hun mistede Asger i 2016.  Sammen har Jonna og Asger tre sønner, alle i 30’erne, samt to børnebørn. Den ene af sønnerne har hun i øvrigt lige besøgt på Færøerne, hvor han er med til at lave en nationalpark. Endelig har hun også stor glæde af at være nabo til Naturbruget i Tranum, der er et økologisk gartneri og landbrug, som frekventeres af en del unge mennesker.

Alle mennesker er unikke

Som nævnt indledningsvis besøges området med den smukke natur og de store vidder af en del vandrere, som ofte slår sig ned for en nat. På spørgsmålet om, hvem hun gerne ville møde, svarer Jonna da også, at noget af det bedste at møde, er det, hun kalder almindelige mennesker som f.eks. de vandrere, der kommer forbi. Alle mennesker har en livshistorie i deres rygsæk, forklarer hun, og det er meget berigende at få sig en god samtale med dem, inden de skal videre på deres vandretur gennem naturen og gennem livet. Alle mennesker er hver på deres måde unikke ifølge Jonna. Apropos vandreture så er Jonna også med på holdet, idet hun tit er på vandreture med veninden Jette. Her får hun også udlevet sin passion for planter og for naturen i det hele taget. Om Jonna kan man sige, at hun er fascineret af det skabte, og hun elsker selv at skabe ting. .

Engageret, empatisk og hjertevarm

Jonnas fortid som lærer fornægter sig heller ikke. Hun arrangerer således lejlighedsvis glaskurser og workshops i tilknytning til Tranum Lys og Glas. Det giver ekstra liv, glæde og aktivitet i huset. Jonna er et menneske med liv i øjnene og med et hjerte, der banker for kunsten, familien og for alle de mange spændende mennesker, hun møder i sit liv. Fællesnævneren for en karakteristik af mennesket, keramiker- og glaskunstneren samt købmanden Jonna Skydt Andersen er svær at præcisere, for hun er mangfoldig. Vi forsøger med at svare kort med bare tre ord: Engageret, empatisk og hjertevarm.

Læs om fantastiske oplevelser og events