Når mørket falder på, og kulden begynder at bide i kinderne, spreder Pandrup varme, lys og fællesskab. Fredag den 14. november inviterer Pandrup Kaas Handel & Erhverv og Pandrup Borgerforening til en stemningsfuld eftermiddag på byen torv, hvor julebelysningen officielt tændes.
Fra kl. 16 summer byen af liv, duft af gløgg og lyden af latter. Børnene kan møde selveste julemanden, kaste snebolde mod nisserne og mærke magien brede sig, mens koret Corioso synger julen ind.
Kort før kl. 17 tælles der ned og i samme øjeblik, som kontakten trykkes, forvandles Pandrup til et funklende vintereventyr med lys og ægte julestemning.

Der serveres gratis æbleskiver, gløgg, kaffe og kakao, og byens butikker holder åbent, så man kan lade sig inspirere af de første julegaveidéer i de hyggelige specialbutikker.
Formand i Pandrup Kaas Handel og Erhverv, Lars Møller Nielsen siger:
-Vi synes, det er en dejlig og stemningsfyldt eftermiddag for hele familien. En rigtig hyggelig tradition, der samler folk i midtbyen, som er pyntet flot op. Det vil vi gerne bibeholde som et fast julearrangement i mange år fremover.
Arrangørerne håber, at mange vil være med til at fejre starten på julen i hjertet af Pandrup.
Næste arrangement i Pandrup er juleoptog søndag den 21. december kl. 16, hvor der er inviteret til underholdning og gratis slikposer til børnene.




