Jammerbugtens vel nok hurtigste juleræs blev afviklet med stor succes. Det oplyser foreningen Roadrunners RC i en pressemeddelelse.
Roadrunners RC, som er en afdeling under Pandrup Firma & Familie Idræt, afholdt i denne weekend et ganske underholdende jule-race for klubbens medlemmer.
Dagen bød på samvær, hygge, juleafslutning med gløgg og æbleskiver og en masse race med klubbens lånebiler – foruden medlemmernes egne Mini-Z biler.
Mini-Z bilerne er i skala 1:27 i forhold til en almindelig bil – nemme at anskaffe og vedligeholde eller tune – og kører fantastisk på klubbens baneanlæg i Jetsmark Idrætscenters kælder, hvor klubben har haft til huse det sidste års tid.
Udover en masse god træning, blev Juleracet kørt med indledende runder og to afsluttende finaler – hhv A- og B-finalen.
I A-finalen vandt Peter Huus foran klubbens formand Jesper ”Bamse” Jacobsen – to af klubbens daglige ledere

Peter blev dermed jule-racets overordnede vinder og kan dermed kalde sig klubmester for 2025.
B-finalen blev vundet af Peter Barslund. Her kom Peter Knudsen ind på en 2. plads.
-Derudover kårede vi Årets Juniormester, fortæller formand Jesper Bamse Jacobsen.
Milas Catharus Jonstrup, som er en af årets nye medlemmer og allerede en ganske habil Mini-Z kører, der kører fantastiske omgangstider, der ikke er væsentligt dårligere end mere erfarne kørere, blev velfortjent kåret til Årets juniorkører. For sejren modtog Milas en flot pokal.

"Vi vil gerne have flere unge til klubben"
Formand Jesper Bamse Jacobsen
I løbet af dagen var der flere besøg i klubben – og næsten helt sikkert også et par kommende medlemmer.
-Vi vil gerne have flere unge til klubben, fortæller Jesper ”Bamse” Jacobsen. Han pointerer dog, at fjernstyrede biler er en sej hobby for ALLE aldre – og at seniorer naturligvis også er velkommen til at kigge indenom på klubdage.
Roadunners har 4 klubbiler, som man kan prøve at køre med.
-Der er åbent for alle i klubben hver onsdag kl 17-19, hvor vores instruktører står klar til at introducere alle interesserede i at køre med fjernstyrede biler.
Som med al anden aktivitet og idræt kræver også fjernstyrede biler vedholdende træning, for at blive god til at styre bilen rundt på banen.
-”Mini-Z bilen” er heldigvis ikke helt så teknisk krævende. Derfor bliver man forholdsvist hurtig fortrolig med både bil og controller, fortæller en tilfreds formand, der kan se tilbage på en fantastisk dag i klubben denne weekend.
Selvom Roadrunner-klubben i Pandrup kun har eksisteret i 1 år, er der mange erfarne kørere i klubben, som har kørt med fjernstyrede biler i mange år.
-Derfor mener vi også, at vi har erfaringer og ressourcer nok til at byde ind på værtskabet for et kommende Danmarksmesterskab i foråret 2026” fortæller Jesper ”Bamse” Jacobsen. Det vil være fantastisk, hvis vi kan samle den danske Mini-Z elite til en forrygende løbsweekend til foråret, fortælle han – og krydser fingre for, at det lykkes at skaffe dette arrangement til Pandrup.
Med dagens fine lokale julerace bliver klubben med sikkerhed godt repræsenteret, hvis Roadrunners bliver vært for dette danske mesterskab.




