Pandrup

Der sker en kæmpe forandring af 2. division

Jammerbugt FC vil være en fast del af den nye 1. division

– Der sker en kæmpe strukturændring af fodboldens 2. division fra og med den kommende sæson.
Det skal munde ud i oprettelsen af en ny 1. division – placeret under Superligaen og NordicBet Ligaen – samt en ny 2. division.
Alle fire rækker får 12 hold hver.
Det bekræfter Bøje Lundtoft, formand for Jammerbugt FC samt bestyrelsesmedlem i Divisionsforeningen.

Overgangs-sæson
Det betyder, at der i den nuværende forkortede sæson rykker et hold op i NordicBet Ligaen.
Der rykker kun to og ikke fem hold ud af 2. division og fire hold rykker op fra Danmarksserien.
Dermed lander 2. division i sæson 2020/21 på 28 hold.
De deles op i en øst- og en vest-kreds med 14 hold i hver.
I hver kreds spiller man ude og hjemme mod de 13 modstandere, og klubberne får dermed 26 kampe hver.

Ny 1. division
Vinderen af hver 2. divisionskreds rykker op Nordic Bet Ligaen, mens nr. 2 – 6 i hver kreds rykker i den nye 1. division sammen med to nedrykker fra NordicBet Ligaen.
Det giver en ny 1. division med 12 hold.
De to øverste hol rykke op i NordicBet Ligaen og de to nederste ned i 2. division

Ny 2. division
Nummer 7 – 10 i 2. division forbliver i 2. division, mens nummer 11 til 14 i hver kreds rykker ud af divisionen.
Samtidig rykker der fire hold fra Danmarksserien op i den nye 2. division, så den også lander på 12 hold.
De to bedste hold rykker op i 1. division, og de fire nederste bliver udskiftet med fire oprykkere fra Danmarksserien.

Jammerbugt FC som fortaler
Det betyder, at der fra sæsonen 2021/22 er en Superliga, NordicBet Liga, 1. division og 2. division alle med 12 hold.
Alle rækker har et grundspil efterfulgt af et opryknings/mesterspil samt et nedrykningsspil.
– Jammerbugt FC går ind for denne ændring. Forslaget har rumlet et stykke tid, og vi har hele tiden støttet det og er en af fortalerne for det, siger Bøje Lundtoft.
– Ændringen vil betyde mere spænding. Der bliver mere at spille for, da der ikke er et stort midterfelt. Dermed bliver kampene mere spændende, holdene mere ligeværdige i de enkelte rækker og dermed løftes niveauet, siger han.
– Selv om du ligger i toppen, så kommer du i problemer, hvis du taber tre kampe i træk.

Ensartet struktur
Samtidig er der tale om en mere gennemsigtig struktur, hvor alle fire rækker er ens.
– For Jammerbugt FC er ambitionen at være med i 1. division. Jeg vil anslå, at vi lige nu hører til i den midterste tredjedel i 2. division. Så lige nu ville vi være et af de hold, der ville ligge og rykke op og ned mellem 1. og 2. division.
– Men vi vil gøre vores ypperste for at være blandt de 36 bedste i Danmark og være med i 1. division og med tiden etablere os som fast 1. divisionshold. Men det afhænger også af økonomien, siger Bøje Lundtoft.

Ønske fra B. 93
Den store strukturændring udspringer af et ønske fra B. 93 om at frede nogle af nedrykkerne fra den nuværende 2. division, som jo er ændret til at gå direkte i op- og nedrykningsspil.
Svaret fra mere end 75 pct. af klubberne har været ok – men så ændrer vi også strukturen.
– Jeg synes, det er i orden at nøjes med to nedrykkere i denne afkortede sæson. Det betyder, at vores gode venner i Vejgaard har bedre chancer for at undgå en nedrykning. Vi vil gerne bevare lokalopgørene med Vejgaard, siger Bøje Lundtoft.

Du kan læse Divisionsforeningens pressemeddelse her:

Læs om fantastiske oplevelser og events