Efter 13 succesfulde år har Trine Kær valgt at give stafetten videre og har solgt sit livsværk, Blossom.dk, til Tine og Per Kalstrup. Det erfarne par står også bag KALSTRUP LIVSSTILHUS samt Bykalstrup.dk og ser frem til at videreføre det populære brand.
Videreførsel med respekt
Trine Kær ser med stor tilfredshed på overdragelsen og udtaler:
– Jeg er utrolig glad og taknemmelig over, at Blossom.dk fortsætter og drives videre i samme ånd, som jeg har skabt og udviklet det gennem årene. Det har været 13 spændende og gode år, og det glæder mig, at Tine og Per vil fortsætte eventyret. Jeg ser Blossom.dk have stærke rødder i fremtiden.
På den anden side er de nye ejere også taknemmelige for at få muligheden for at videreføre en veletableret virksomhed. Per Kalstrup udtrykker det således:
-Vi er meget taknemmelige for, at Trine har valgt os til at føre hendes velrenommerede virksomhed videre. Vi glæder os til at tage imod Blossom.dks trofaste og loyale følgere og drive brandet videre med de samme værdier, som har kendetegnet det gennem årene.
En glidende overgang for kunderne
Tine Kalstrup forsikrer, at Blossom.dk vil bevare sin identitet:
– Blossom.dk skal ikke ændre sin DNA, så kunderne vil knap bemærke skiftet. Vi ser frem til den kommende drift og takker Trine for det gode samarbejde i forbindelse med overdragelsen.
Pr. april 2025 vil Blossom.dk igen være tilgængelig for shopping, og de sociale platforme tilknyttet websitet vil fortsat være aktive. Brandudvalget vil forblive stort set uændret med kun få justeringer.
Med denne nye ejeraftale står Blossom.dk solidt plantet til en fremtid, hvor det fortsat vil tilbyde sine kunder de velkendte produkter og værdier, som har gjort brandet til en succes.