Aabybro

Klar med strategi for flere ladestandere

Danskerne køber flere elbiler. Alligevel tøver mange fortsat med at købe en elbil på grund af manglende opladningsmuligheder.
Jammerbugt Kommune ønsker at bakke op om den grønne omstilling sikre, der ikke er mangel på opladning af elektriske køretøjer.
Derfor har Jammerbugt Kommune udarbejdet en strategi for udrulningen af el-ladeinfrastrukturen – dels for kommunens borgere, der ikke har mulighed for parkering på egen grund, og elladestandere til kommunens mange turister.

Offentlige bygninger
Kommunerne er omfattet af ladestanderbekendgørelsen. Det betyder, at de skal opsætte ladestandere ved eksisterende ikke-beboelsesbygninger med mere end 20 parkeringspladser tilknyttet.
I Jammerbugt Kommune gælder det 38 kommunale bygninger. El-ladestanderne bliver offentligt tilgængelige og vil derfor bidrage til at dække ladebehovet hos kommunens borgere uden mulighed for parkering på egen grund.
Jammerbugt har netop sendt etablering og drift af ladestandere på de 38 lokaliteter i udbud.
Anlægsperioden ventes at starte i august 2022 og vil løbe frem til 1. januar 2025. 

For turisterne
Hvert år besøger mange turister Jammerbugt Kommune, flere turister forventes i fremtiden at komme i elbil. For kommunen er det derfor vigtigt at få etableret en effektiv ladeinfrastruktur til turisterne.
Derfor har Jammerbugt undersøgt turisternes behov for ladestandere. Derfor indleder kommunen en dialog med de private aktører i turistområderne om deres incitament til at sætte ladestandere op.
Formand for teknik- og miljøudvalget i Jammerbugt Kommune, Michael Krogsgaard, lægger vægt på, at kommunen har en forventning om, at det private marked i høj grad vil løfte denne opgave.
– Som kommune skal vi drive processen, og ud fra dialogen med de private aktører må vi konkret se på, hvor der i et samspil skal etableres ladestandere, siger han.
Jammerbugt Kommune arbejder på en webside på jammerbugt.dk, hvor oplysninger om kommunens arbejde med udrulningen af el-ladeinfrastrukturen skal samles. Her vil man kunne finde kommunens strategi samt et overblik over kommunale elladestandere. Siden forventes at være klar første halvdel af juni 2022.

Læs om fantastiske oplevelser og events